Virtuel kåring af landets bedste håndværkereAwardshowet blev sendt direkte fra Cirkusbygningen med Adam Duvå Hall som vært.

Virtuel kåring af landets bedste håndværkere

I år blev awardshowet Årets Håndværker afholdt virtuelt, og der blev bl.a. sat fokus på branchens vigtige talentarbejde i et stort show, som også erhvervsministeren bakker op om

Forbud mod større forsamlinger var ingen hindring for awardshowet Årets Håndværker 2020. Det blev nemlig afholdt fredag aften for niende år i træk. Grundet corona-situationen skete det dog denne gang som en virtuel oplevelse på Facebook Live, hvor der blev sendt direkte fra Cirkusbygningen i København.

Fordelt på over 23 fagkategorier blev det til kåring af i alt 59 prisvindere blandt Danmarks allerbedste håndværkerfirmaer. Under udsendelsen blev flere af finalisterne ringet op, så de kunne medvirke live fra mobil eller webkamera.

Og spørger man erhvervsminister Simon Kollerup, der også deltog med en videohilsen under arrangementet, er Årets Håndværker et vigtigt arrangement, der er med til at tale byggeriet op:

- Der er ingen tvivl om, at Årets Håndværker er en vigtig begivenhed. Den sætter streg under, hvor mange dygtige håndværkere vi har herhjemme. Og det skal selvfølgelig anerkendes. For vi har brug for jer: Dygtige faglærte, som går op i kvalitetshåndværk, god kundekontakt og godt arbejdsmiljø. Vi har brug for virksomheder som jeres, der udgør en væsentlig del af kernen i vores land og sjælen i dansk erhvervsliv. Netop dét behov er Årets Håndværker med til at markere.

Blandt verdens største virtuelle awardshows
Målet med Årets Håndværker er at hylde kvalitetshåndværk og tale byggebranchen op. Og det er der i særdeleshed brug for i en tid, hvor de erhvervsfaglige uddannelser mangler ansøgere, manglen på lærlinge er stor, og håndværksmestrene mangler hænder. Det fortæller Peter Birkelund, der er medstifter af anmeldersitet Anmeld Håndværker, der står bag awardshowet:

- Vi er derfor enormt glade for, at vi på trods af den svære situation er lykkedes med at afholde arrangementet online – ikke mindst så vinderne får mulighed for at anvende titlen. Vi har haft deltagende finalister fra flere hundrede forskellige locations, og vi har dermed formået at afvikle et af verdens største virtuelle awardshow nogensinde.

Skaber rollemodeller i en presset branche
For kun andet år i træk blev den særlige lærlingepris ’Årets Håndværkerlærling’ uddelt. Formålet med prisen, der i år gik til Haydar Arabaci fra E.O Tømrer & Snedker, er klart: At anerkende den enorme betydning, det har for hele branchen, at der løbende kommer nye talenter til, og ikke mindst at rette spotlyset mod den rekrutteringsudfordring blandt unge, der hersker i byggeriet.

For Michael H. Nielsen, der er direktør i Dansk Byggeri og en del af fagjuryen i Årets Håndværker, er prisen kærkommen:

- Vores beregninger viser, at vi frem mod 2025 kommer til at mangle 15.000-17.000 medarbejdere med en erhvervsfaglig uddannelse inden for byggeriet. Vi kommer altså til at mangle hænder, og det bliver et problem, der kan mærkes – både i branchen og i samfundet. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi har fokus på at vende udviklingen, siger han og fortsætter:

- Her er det enormt positivt, at Årets Håndværker hylder kvalitetshåndværk og taler branchen op. Ikke mindst den nye lærlingepris, Årets Håndværkerlærling, er et vigtigt initiativ, der kan være med til at skabe rollemodeller for de mange unge mennesker, der overvejer en erhvervsuddannelse.  

Se alle vinderne her.

-kj

15/6 2020