DEBAT: SVM var ikke så ringe endda
SVM bragte sig kort inde i regeringsperioden bagud med 0-6, da de uden varsel og som en tyv om natten fjernede Store Bededag. En så stor føring til modstanderne er svær at indhente
Af Dan Bjerring
Der er fortsat ikke udsigt til, at der inden for kort tid kan udpeges en ny regering.
Men det må efterhånden stå klart, at Mette Frederiksen ikke kan danne en regering til venstre for midten, som er en del af den opgave, hun blev pålagt som kongelig undersøger.
Tidligere statsminister og nu formand for moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, har gjort det klart, at han ikke vil indgå i en regering, der baserer sig på Enhedslisten og Alternativet.
Samtidig har SF gjort det klart, at de ikke vil indgå i en regering, sammen med Venstre eller De Konservative.
Ikke så ringe endda
Derfor er der nu udsigt til, at Mette Frederiksen bliver nødt til at gentage eksperimentet med en regering hen over midten med Socialdemokratiet, Moderaterne samt et eller to af de gamle borgerlige partier - Konservative og Venstre. Dog forventes det, at også Det Radikale Venstre kommer til at indgå en sådan regering.
Og spørgsmålet er, om det nu ”gik så ringe endda”, som mange iagttagere - og ikke mindst vælgerne - mener, var tilfældet for SVM-regeringen.
Jubelidioten i USA
Kendsgerningen er, at den tidligere SMV-regering bragte Danmark fornuftigt gennem krisen om Grønland, og økonomisk set har danskerne aldrig haft det bedre end i dag.
Danmark har i dag en lav arbejdsløshed, rekordhøj beskæftigelse og en velstående økonomi, som mange lande misundeligt ser til.
Det er ikke kun et resultat af held, men af en solid politik, der har prioriteret vækst, arbejdspladser og ansvarlig finanspolitik.
Beskæftigelsen slår måned efter måned rekorder, og det er ikke regeringens skyld, at Donald Trump opfører sig som en jubelidiot i forhold til Mellemøsten og Europa.
Fleksible og fornuftige løsninger
På den anden side haster det med at træffe afgørelser i forhold til de stigende priser, der rammer hele det danske samfund.
Kritikken om, at regeringen har været for langsom med at reagere på prisstigninger og energipriser, er berettiget.
Det er vigtigt, at der nu handles hurtigt, og her har der været positive tiltag – som fjernelsen af elafgiften for en periode.
Men det er også tydeligt, at nogle af de mere komplekse løsninger, som differentieret moms på fødevarer, stadig drønes ned af bureaukratiet og embedsværket.
Det er på høje tid, at politikerne tager ansvar og presser på for at skabe mere fleksible og fornuftige løsninger, der kan komme hele samfundet til gode.
Den grådige stat
Det skal også understreges, at når Danmark har så stærk en økonomi, skyldes det først og fremmest en meget grådig stat, der opkræver langt højere skatter og afgifter, end der er behov for.
Danskerne har de senere år betalt langt over 100 milliarder kroner mere om året, end der var budgetteret med.
Det er derfor ikke underligt, at politikerne kan strø om sig med penge til alt muligt og bare hente dem i de såkaldte ”råderum”. Statskassen bugner i en sådan grad af penge, at finansministeren konstant går rundt med smil på læben.
Penge til det hele
Med et overskud/råderum på 100 milliarder kroner om året, er der penge til både skattenedsættelser, Forsvaret og velfærd.
Og der er slet ikke så langt mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier, som der er ud til Enhedslisten og Alternative, der kun kender en opskrift på at få flere penge i statskassen, nemlig højere skatter og afgifter.
Det må være muligt at forene et flertal hen over midten om skolepolitik, om rent drikkevand, Forsvaret, og pension. Pengene er der jo. De skal bare bruges rigtigt.
Det er dog vigtigt, at pengene bruges fornuftigt og ikke blot som en blankocheck til politiske projekter uden omtanke.
Kom nu i gang
Det er tid til handling. Vi har brug for en regering, der kan forene brede flertal – på tværs af ideologier – og fokusere på velfærd, vækst og ansvarlig forvaltning.
Det kan lade sig gøre, hvis politikerne er villige til at samarbejde og se fremad.
Danmark har styrken til at skabe politik, der både skaber vækst for virksomhederne og forbedrer hverdagen for borgerne.