Perfekt til kloakering, dræn og separering
Ny gravemaskine med længere rækkevidde sparer tid.
(Pressemeddelelse fra Pon Equipment A/S)
På Byagervej i Beder ved Aarhus arbejder entreprenøren på højtryk med gravearbejdet. Adskillige boliger skal have nye fjernvarmerør. Samtidigt skal der også laves separering af regnvand og spildevand, der typisk ligger i en dybde på 2,4 m. Et projekt der efter planen skal være færdig inden jul.
- Det skal vi nok nå, fordi jeg kan arbejde hurtigere og mere effektivt med vores nye gravemaskine, da jeg ikke skal flytte den så mange gange, fordi gravearmen har en længere rækkevidde, siger Jan Harpsøe fra entreprenørfirmaet J.A. Miljø, der har investeret i en Cat mini gravemaskine 301.7D.
Med den udskydelige gravearm forøges minigraverens gravedybde og rækkevidde med cirka 75 cm, så den totalt har en gravedybde på 3,1 m og en rækkevidde på 4,9 m. Maskinen bliver mere produktiv og reducerer behovet for at flytte maskinen i forbindelse med afretning og udgravning til rør. Funktionen betjenes med en proportional rullekontakt i joysticket, der giver fuld kontrol over graveudstyret. Samtidigt kan hastigheden på udstyret justeres trinløst.
- Den forlængende gravearm sammen med det tiltbare hydrauliske fæste gør derfor maskinen særlig ideel for entreprenører, der fx arbejder med kloakering og som i tilfældet med J.A. Miljø´s projekt i Beder til nedgravning af fjernvarmerør og separering, siger produkt specialist Jacob Thomsen, Pon Equipment A/S, der forhandler Caterpillar i Danmark.
Minigraveren er leveret med Caterpillars VisionLink. For Jan Harpsøe betyder det en roligere nattesøvn.
- Jeg kan jo følge med i, hvor maskinen befinder sig, fordi de indbyggede sensorer sender data – både til mig, men også til Pon Equipment. Så nu kan jeg finde den igen, hvis den skulle blive stjålet. Systemet holder også øje med fejlkoder, så vi kan være på forkant med at få udskiftet reservedele i tide, siger Jan Harpsøe.
- Det er jo ikke altid, at der er så meget plads, når der skal laves kloakering til en tilbygning. Tidligere skulle jeg ofte have fat i en større maskine til nogle af opgaverne, og så skulle vi i gang med at fjerne hække og havehegn. Nu kan jeg klare det hele med den samme maskine, siger en tilfreds Jan Harpsøe.