4400 kilometer kloak på TV
Med knap 4.400 kilometer TV-inspicerede kloakledninger i år, er TV-inspektionsfirmaer tilknyttet DTVK atter på niveau med rekordåret i 2008
Med knap 4400 kilometer TV-inspiceret kloakledning i 2015 er TV-inspektionsfirmaerne tilknyttet Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning(DTVK) atter på niveau med rekordåret 2008.Det er stadig de kommunalt ejede spildevandsselskaber, der trækker den overvejende procentdel af TV-inspektionen, men kommunerne som ejendomsejere vil i stigende omfang prioritere langsigtede renoveringsplaner af deres kloaknet. Bl.a. på den baggrund forventer DTVK yderligere fremgang i de kommende år.
- Vi oplever, at forvalterne af de kommunale ejendomme så småt er begyndt at prioritere en langsigtet planlægning af investeringerne i skoler og institutioners kloaksystemer i stedet for kortsigtet brandslukning. Og det vil i høj grad smitte af på DTVK medlemsvirksomhederne, fordi den langsigtede planlægning kræver præcis dokumentation efter ensartede standarder, og det er kun DTVK medlemmer, der kan levere det, forklarer Bo Laden, direktør hos Aalborg Forsyning og formand for DTVK.
Undgår sammenfaldne kloakker
Når kommunale ejendomme, boligselskaber, forsyninger m.fl. får udarbejdet planer for renoveringen, så deler man på baggrund af en DTVK inspektion kloakrørene op i forhold til hvilken stand de er i. Altså et Funktionsindeks, så der bliver faktuelt klarhed over, hvilke dele af kloaksystemet, der skal renoveres med det samme og hvilke rør, der eksempelvis godt kan vente i nogle år. DANVA (Dansk Vand og Spildevandsforening) har for nylig udgivet en manual om anvendelsen af et Funktionsindeks, tidligere kaldet Fysisk Indeks.
- En af de helt store fordele ved at planlægge kloakkernes vedligeholdelse via et Funktionsindeks, er, at man kan undgå, at ejendommenes kloakker falder helt sammen. Hvis kloakkerne falder sammen, og der skal lægges nye rør og graves op, så bliver regningen for reparationerne markant dyrere og systemerne er sat helt ude af funktion i en periode. Så er det markant billigere for ejendomsforvaltningerne at opstille en langsigtet fornyelsesplan, og samtidig modvirke driftsstop, siger Bo Laden.
En fornyelsesplan beskriver et kloaksystems øjeblikkelige tilstand og lægger strategien for en planlagt fornyelse af ejendommens kloaksystem. Med udgangspunkt i fornyelsesplanen kan entreprenøren eller rådgiveren sammen med de kommunale ejendomsinspektører prioritere, planlægge og budgettere de konkrete indsatser henover en årrække. Miljøet og sundheden bliver de store vindere.
-jhn
Fakta: Ensartede standarder
Alle TV-inspektionsfirmaer under DTVK udfører TV-inspektionen efter ensartede standarder beskrevet i Fotomanualen. Fotomanualen er ejet af Dansk Vand- og Spildevandsforening(DANVA) og består af en række standarddefinitioner.
DTVK under Dansk Byggeri er Danmarks eneste godkendte og uvildige kontrolordning inden for TV inspektion af kloakker. De 32 medlemsvirksomheder og 140 uddannede TV-operatører benytter sig af Europas mest omfattende fotomanual.