Thomas Rasmussen, indehaver af Ronæs Entreprenør, og Jesper Hejselbæk, Country Manager i Revive Nordic, er yderst tilfredse med den nye slamsuger, som de sammen har udviklet. Foto: Ronøs Entreprenør.Bæredygtig slamsuger
Ergonomi, fleksibilitet og miljø er nøgleord for ny, upcyclet og tilpasset slamsuger, som Ronæs Entreprenør nu anvender
Ronæs Entreprenør i Nørre Aaby oplever stigende efterspørgsel på slamsugeropgaver. Firmaet købte sin første slamsuger i 2021 og råder nu over fire.
Seneste skud på stammen er et køretøj, der kombinerer fleksibilitet, ergonomi og miljøhensyn på en måde, man ikke tidligere har set herhjemme.
- Den er fuldstændig custom-made til vores behov og til chaufføren, som har været med hele vejen i processen - også en tur i Irland under opbygningen. Vi har lagt vægt på ergonomi, fleksibilitet og kompakthed, så den kan arbejde i store byer som Odense.
Den kan klare næsten alt i én kørsel, og det sparer både tid og mandskab, fortæller indehaver Thomas Rasmussen.
Bag løsningen står Revive, en fem år gammel irsk virksomhed, som har stor succes med at 'upcycle' ældre slamsugeranlæg.
- Vi tager ældre, men fuldt brugbare slamsugeranlæg, renoverer dem fra bunden og bygger dem op på nye lastbiler, komplet med moderne hydraulik, styring og udstyr.
Det giver både en økonomisk besparelse og en CO2-besparelse via en stor reduktion i råmaterialer. Ikke mindst de store ståltanke er meget energitunge at producere. Resultatet er et anlæg, der fremstår som nyt, men er langt mere bæredygtigt, forklarer Jesper Hejselbæk, direktør i Revive Nordic.
Slamsugeren bliver vist frem på Kloakmessen i Fredericia til januar.
-kis