Hofor leverer positivt resultat
Selv om man ikke må tjene penge på driften kan en af Danmarks største forsyningsvirksomheder både investere og leverer sorte tal på bundlinien
Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab har netop offentliggjort regnskabet for 2015 på deres hjemmeside.
Trods store investeringer i klimasikring og grønne forsyningsløsninger er resultatet positivt og priserne for selskabets ydelser stort set uændrede i forhold til sidste år.
Otte kommuner i hovedstadsområdet har samlet deres forsyning af vand og afledning af spildevand i Hofor, alias Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, som desuden forsyner københavnerne med bygas, fjernvarme og fjernkøling og bygger vindmøller i hele landet.
Klimaudfordringer koster
Hofor, er et af de største forsyningsselskaber i landet og har en omsætning på over fem mia. kroner, viser det netop offentliggjorte årsregnskab.
- Vi er i gang med at løse klimaudfordringerne i hovedstadsområdet. Det er eksempelvis store kloaktunneler i Hvidovre, regnvandstunnel på Østerbro og projekter langs både St. Vejle Å og Harrestrup Å. Vandet respekterer ikke kommunegrænserne og derfor hjælper det, at vi kan finde løsningerne på tværs, forklarer Jan Kauffmann, der er Hofor’s direktør for økonomi og forretning.
Årets resultat er som forventet. Nettoomsætningen var lidt lavere end 2014, hvilket hovedsageligt skyldes, at varmeprisen i København blev sat ned med 10 % i 2015. Resultatet for 2015 er et overskud på 335 mio. kr..
Det er ikke Hofor-koncernens formål at genere overskud på sine primære aktiviteter inden for varme-, bygas og vandforsyning. Et overskud eller et underskud i enkelt år vil indgå i de priser Hofor, opkræver i de efterfølgende år.
Nye projekter er på vej
Der er mange nye projekter på vej. Mere end 300 klimatilpasningsprojekter blev vedtaget i Københavns Kommune i efteråret 2015. Projekterne realiseres over de kommende 20 år.
Hofor er også i gang med en større omstilling på Amagerværket. En ny biomassefyret kraftværksblok skal sikre, at der ikke længere bruges kul i produktionen af fjernvarme til København. Og nye vindmøller både til lands og til havs skal producere grøn strøm svarende til Københavns elforbrug. Virksomheden arbejder således målrettet for at København kan blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025.
Hofor får sine indtægter fra kunderne, men trods de store investeringer i klimasikring og en sikker og klimavenlig forsyning, så er det lykkedes at holde priserne i ro. Fjernvarmeprisen i København ligger i 2016 på samme niveau som i 2015 og vandpriserne i de fleste ejerkommuner er i år på niveau med 2015-prisen.
Grønne og billige løsninger
I nogle kommuner er prisen på vand og spildevand steget. Det skyldes primært øgede udgifter til klimasikring. Det er løsninger, der bliver bredt ud til alle HOFORs kunder, som derfor kan forvente takststigninger over de kommende år.
- Vi vil levere forsyningsløsninger, der er både grønne, sikre og billige. Derfor har vi hele tiden fokus på at arbejde smartere og effektivisere vores drift, så vi trods store investeringer kan holde rimelige priser for kunderne, siger Jan Kauffmann.
Hofor har været i vækst omsætningsmæssigt siden fusionen mellem kommunerne i 2012. Det kræver flere hænder, og der har også været en kraftig vækst af ansatte. De 783 fuldtidsansatte i 2013 er blevet til 1.201 i 2015. Med de mange nye projekter vil der stadig være behov for flere medarbejdere til at løfte opgaverne, men virksomheden forventer, at væksten i antallet af ansatte vil flade lidt ud.
Vækst uden at tjene penge
På nær mindre aktiviteter i fjernkøling og vind må Hofor ikke tjene penge. Vand-, spildevand- og fjernvarmeforsyningen drives som en non-profit virksomhed, hvor udgifter og indtægter skal balancere.
Et eventuelt overskud i et år skal tilbagebetales til kunderne de efterfølgende år, og et underskud vil omvendt føre til højere priser. For vand- og spildevand er der desuden fastsat et prisloft. Med de mange nyinvesteringer er det derfor nødvendigt for Hofor løbende at effektivisere for at holde et stabilt og rimeligt prisniveau.
-cmn