Kloakdoktor har praktiseret i 25 år
Danmarks måske mest uortodokse kloakmester savner ”gamle dage” med faglig stolthed og mindre fokus på kun at tjene penge. Det er nu 25 år siden stiftelsen af Entreprenør & Aut. Kloakmester Verner H. Kristiansen
– Kvalitetssikring er blevet en nødvendighed, fordi alt for mange fuskede og sjuskede. Enten på grund af manglende evner, eller simpelthen for at tjene mange penge. Den tid er forbi, da vi hjalp hinanden mod betaling. Nu hjælper vi ikke. Vi gør det kun for at tjene penge.
Kloakdoktoren fra Snæbum ved Hobro, alias Verner H. Kristiansen, savner ”gamle dage”, da der stadig var masser af faglig stolthed og mindre fokus på mammon.
– Nu skal alt udliciteres for at få den ”rigtige” pris. Faglig stolthed er yt. Penge, penge, penge, siger Verner H. Kristiansen. Det er nu et kvart århundrede siden, han etablerede sig som selvstændig med firmaet Entreprenør & Aut. Kloakmester Verner H. Kristiansen. Siden forkortet til Kloakfirmaet Verner H. Kristiansen. Han er måske Danmarks mest uortodokse kloakmester. Ind imellem lufter han skarpe meninger.
Projekt Skideligeglad
Det var ham, der opfandt ”Projekt Skideligeglad” med information til børn og voksne og fik en miljøpris for det. Han skabte ”Kloakklovnen”. Og han lavede sit eget livsstilsmagasin, ”Toiletklummen” med skidegode tips til hus og have.
Og så var det ham, der flyttede Danske Kloakmestre fra mest at være en kaffeklub til virkelig at slå igennem som en indflydelsesrig brancheforening for landets autoriserede kloakmestre.
Der er løbet meget spildevand i kloakken, siden en ung Verner H. Kristiansen tjekkede ud af 10. klasse.
– Det år var jeg til eksamen to gange. Jeg tog både jagttegn og traktorkørekort. Ellers er LHS min længste uddannelse – LHS for Livets Hårde Skole, forklarer Verner H. Kristiansen med sin sædvanlige jyske humor.
En kloakmestereksamen blev det også til. Den har lagt hele fundamentet for den faglige karriere med eget kloakfirma og stor faglig respekt helt ind i styrelser og ministerier. Som formand for Danske Kloakmestre var Verner H. Kristiansen på julekort med landets miljøminister, og der blev spurgt i Snæbum, når der skulle strikkes nye love og forordninger sammen på miljøområdet.
En vigtig skideballe
Verner H. Kristiansen er født og opvokset i Snæbum – lige på den anden side af søen, hvor han bor den dag i dag. I en periode flyttede han til Vejle og fik arbejde i Løsning, hvor han også fik en ganske afgørende skideballe.
– Mester brokkede sig over, at jeg havde brugt for meget sand til at lægge nogle fliser. Det havde jeg ikke, og jeg kunne ikke leve med at skulle lave arbejde, som jeg ikke kunne stå inde for. Derfor kørte jeg hjem og gik i banken. Jeg ville starte for mig selv. Bankmanden fortalte mig, at jeg faktisk kunne få iværksætterydelse, så i tre og et halvt år fik jeg 6500 kr. om måneden. Det gav mig frihed til at komme rigtigt i gang som selvstændig. Jeg brugte i øvrigt pengene til afdrag på en rendegraver, fortæller Verner H. Kristiansen.
Ideen var god nok. Kloakdoktoren havde etableret sin praksis, og det skortede ikke på patienter. En dag var der besøg i konsultationen af en mand, der ville sælge først et lasersystem og derefter en gravekasse til Verner H. Kristiansen. Det blev nej-tak, men da han kom til et kloak-fjernsyn, blev kloakmesteren interesseret.
– Vi lavede en handel. Det var i 1995, og det kloak-kamera gjorde, at vi laver kloak i dag. Andre entreprenører og kloakmestre i området brugte mig, fordi jeg havde kloak-tv, og de ikke selv havde. Foruden at være godt for forretningen, kan jeg godt glæde mig over at være med til at løse problemer. Det har vi været, fastslår Verner H. Kristiansen.
Fantastiske medarbejdere
Kundekredsen i dag deler sig stort set fifty-fifty mellem virksomheder og private. Af flere omgange har Verner H. Kristiansen haft kommuner og forsyningsselskaber som storkunder. Hos private har det givet pote, at Kloakdoktorens folk ikke kigger på klokken, selv om det nærmer sig fyraften. De går hjem, når de er færdige og problemet er løst.
– Heldigvis har jeg nogle fantastiske medarbejdere. Jeg blev valgt til bestyrelsen for Danske Kloakmestre, uden af være til stede på generalforsamlingen. Efter et par år blev jeg formand, og det var en helt fantastisk tid. Også i firmaet.
- Da jeg var formand, havde jeg tre mand gående herhjemme, som simpelthen sørgede for, at firmaet fungerede. En af dem er siden skiftet til en anden branche, men de to andre, Arne Nielsen og Ole Brønnum, er stadig i firmaet. De benyttede mit fravær til at uddanne en struktørlærling, som stadig er hos os som rørlægger. Randi Stenholt sørger for, at tingene fungerer på kontoret, siger Verner H. Kristiansen.
– Jeg var nødt til at stoppe som formand for Danske Kloakmestre, fordi jeg simpelthen ikke formår at holde igen, når jeg er optaget af noget. Jeg har altid fået en kæmpeopbakning af min kone, Charlotte. Men det kørte i døgndrift. Jeg er en ildsjæl både på godt og ondt, fortæller Kloakdoktoren.
Karl med slamsugeren
Foruden Kloakfirmaet Verner H. Kristiansen ApS, driver Verner H. Kristiansen også virksomheden Karl & Verners Kloakservice ApS sammen med Karl Vestergaard Andersen.
– Når jeg kørte med kloakkameraet, skulle jeg ofte bruge en slamsuger med højtryksspuler. Det var som regel Karl, som arbejdede for Hobro Kloakservice. Vi kom godt ud af det sammen, og derfor besluttede vi os for at lave et fælles firma. Karl har kørt med slamsuger i masser af år og er nærmest en legende inden for faget, siger Verner H. Kristiansen.
25 års jubilæet den 1. juni fejres først fredag den 3. juni, hvor Verner H. Kristiansen byder på ”en mellemmad med drikkevarer” på Snæbumvej 42 i Snæbum – det er under 9500 Hobro. Ifølge jubilaren fra klokken 12.17 til 16.49 – sådan cirka. Et kik i krystalkuglen antyder, at der godt kan blive en del trafik på Snæbumvej den dag.
Verner H. Kristiansens berøringsflade er stor. Foruden en ikke så fjern fortid som Danske Kloakmestres førstemand, er han nu formand for Dansk Byggeri Mariagerfjord, han er i bestyrelsen ”som skriverkarl” for Hobro Håndværkerlaug. Tillige medlem af bestyrelsen for Hobro Produktionshøjskole, og senest har han også taget sæde i bestyrelsen for forsyningsselskabet Mariagerfjord Vand.
-cmn

Når Verner H. Kristiansen skal slappe lidt af på hjemmefronten, foretager han sig typisk noget med – kloak. Han har sørget for, at tagvandet opsamles i en kloak og bliver til fornøjelse for fruens jordbær.