SCT fik 100.000 kroner i bøde for urent trav med jordflytning
Operation X udsendelse om jordforurening sat på den politiske dagsorden i form af samråd
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Justitsminister Peter Hummelgaard har været kaldt i samråd i Folketingets Miljøudvalg for at svare på, hvordan han vil sikre, at ”SCT Transport A/S’ systematiske og ulovlige dumpning af forurenet jord og byggeaffald” både stoppes omgående og forhindres fremover.
Der henvises i begrundelsen for spørgsmålet til TV2’s Operation X – ”Beskidte metoder” – og spørgerne vil samtidig vide, hvordan det tilsyneladende kan lade sig gøre, at ”de ansvarlige i SCT kan undgå civil- og strafferetlige forfølgelse og konsekvenser for deres åbenlyse lovbrud”.
Sig nej til jordmodtageranlæg
Sidst, men ikke mindst skulle ministeren oplyse, hvordan det kan sikres, at offentlige myndigheder stopper alt samarbejde med og alle indkøb af ydelser fra SCT - herunder udelukker virksomheden fra at deltage i eller levere ydelser til offentlige anlægs- og infrastrukturprojekter, også som underleverandør. Samt sikre, at SCT ikke får tilladelse til at etablere et planlagt jordmodtageranlæg
Spørgsmålene er stillet efter ønske fra Leila Stockmarr og Rosa Lund, begge fra Enhedslisten
Ingen anmeldelser om Esromgaard
Justitsministeren oplyser i sit svar blandt andet, at Nordsjællands Politi ”ikke har identificeret anmeldelser om, at virksomheden har foretaget dumping af forurenet jord og byggeaffald på marken ved Esromgaard Gods”, som omtales i dokumentaren på TV2.
Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke har været rejst sager i relation til SCT Transport, deri Retten i Helsingør i maj 2021 blev idømt en bøde på 100.000 kroner for at have overtrådt bekendtgørelsen om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord.
SCT afgav urigtige oplysninger
Ifølge dommen havde SCT Transport blandt andet afgivet urigtige eller ufuldstændige oplysninger til Helsingør Kommune og flyttet store mængder jord, uden at jordflytningerne forinden var blevet godkendt og anvist til kommunen:
- Særligt i forhold til miljøkriminalitet er både kommunerne og Miljøstyrelsen ansvarlige for at føre tilsyn med reglerne for jordhåndtering og bygge- og anlægsaffald. Det er derfor afgørende for bekæmpelsen og retsforfølgelsen af miljøkriminalitet, at der er et effektivt samarbejde mellem de relevante myndigheder på området. De fleste sager vedrørende dumpning af forurenet jord og byggeaffald anmeldes af Miljøstyrelsen eller af den kommune, som gerningsstedet ligger i, påpeger Peter Hummelgaard.
12 ekstra årsværk
Han oplyser i øvrigt, at myndighederne og politiet har fokus på miljøkriminalitet:
- Det fokus skal vi ikke bare fastholde, men også styrke. Vi skal løbende overveje, om der er behov for at gøre mere, så vi sikrer, at politiet har de rette redskaber til at udføre deres arbejde, sagde ministeren.
Blandt andet derfor er der afsat ti millioner kroner årligt - svarende til 12 ekstra årsværk - dedikeret til at styrke politiets indsats mod natur- og miljøkriminalitet.