1.874 indberetninger om året - mindst 215 millioner gangeSMVdanmarks administrerende direktør Jakob Brandt

1.874 indberetninger om året - mindst 215 millioner gange

Hvor skal pengene komme fra? Spørgsmålet stilles af Dansk Håndværk, der savner konkret handling i statsministerens åbningstale for at reducere de administrative byrder.

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Erhvervslivet kæmper med administrative byrder, der koster samfundet mindst 50 milliarder hvert eneste år. 

Derfor havde Dansk Håndværk set frem til, at der skal forenkles og reduceres. Men selv om regeringen ligefrem har fået en minister, der netop har påtaget sig den opgave, så er det småt med konkrete initiativer i statsministerens åbningstale.

Dynge af reguleringer

Dansk Håndværks direktør, Morten Frihagen, peger på, at ”dyngen af reguleringer og krav vokser år for år”:

- Sidste år havde staten 1.874 forskellige former for indberetninger, som erhvervslivet skal anvende mindst 215 millioner gange om året. Mange er tilmed så indviklede, at mindre virksomheder skal bruge ekstra tid for overhovedet at forstå, hvad det offentlige forlanger af dem. Derfor undrer det, at der kun er få og små forbedringer undervejs, lyder det fra direktøren.

Væk med byggeskadeforsikring

I forhold til selve byggesektoren er der dog ros på enkelte områder, Blandt andet at regeringen vil ophæve loven om en byggeskadeforsikring. 

Det er et krav, der ifølge Dansk Håndværk har gjort det dyrere at bygge, uden at forbrugerne har haft nævneværdig gavn af loven. 

Morten Frihagen roser desuden, at regeringen vil forenkle reglerne i bygningsreglementet, så det bliver lettere at bygge om, renovere og bygge nyt. 

- Men overordnet savner vi fokus på konkrete forbedringer for erhvervslivet, som er motoren, der skal betale for alle de goder, vi er fælles om, men som fortsat skal bruge 50 milliarder kroner på bureaukrati, slutter Morten Frihagen.

 Fra papirbunker til virkeligheden

SMVdanmark roser regeringens forslag om en ny indgang, der skal hjælpe kommuner, når regler og statslige myndigheder spænder ben for lokale projekter.

Det er ifølge administrerende direktør Jakob Brandt brug for at gøre det lettere at skabe udvikling, arbejdspladser og lokale initiativer i hele Danmark. 

- Den nye indgang kan være med til at flytte gode idéer fra papirbunkerne og ud i virkeligheden, og det er et klart fremskridt, siger han.

 Problemet er reglerne selv

Men det hjælper kun et stykke ad vejen at gøre det lettere at navigere i reglerne, hvis det grundlæggende problem er reglerne selv. 

Regeringen skal derfor ”tage lugejernet frem” og fjerne de regler og byrder, der står i vejen for lokale initiativer og investeringer:

- Behovet er særligt stort i landdistrikterne, hvor lokale virksomheder spiller en afgørende rolle for arbejdspladser og udvikling. Mange landdistrikter kæmper allerede med affolkning og mangelfuld infrastruktur. Her har vi brug for virksomheder og ildsjæle, der skaber arbejdspladser og udvikling. Så skal det offentlige ikke gøre deres arbejde sværere end nødvendigt. Nu skal de gode intentioner omsættes til konkret handling og mindre bureaukrati i hele landet,” siger Jakob Brandt.




6/10 2026