3F: Arbejdsmarkedsfond har spillet fallitFormand for Byggegruppen i 3F, Claus von Elling

3F: Arbejdsmarkedsfond har spillet fallit

Underbetaling hos underentreprenør har ingen konsekvens for hovedentreprenører. Ifølge 3F er det en gratis omgang for hvervgivere at vælge underleverandører, der underbetaler uorganiserede, udstationerede kolleger

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Dansk Håndværk har i flere år peget på de vanvittige forhold i Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU-fonden), hvor atp’s administration er kommet helt ud af kontrol i forhold til, hvad fonden er skabt for.

Nu får Dansk Håndværk opbakning til kritikken fra 3F, der mener, at efter 10 år har fonden spillet fallit og ikke levet op til formålet:

- Hvis ordningen ikke forbedres markant, bør Danmark indføre et egentligt kædeansvar i byggeriet.

 Fonden, der blev oprettet af FH og DI i fællesskab, skulle sikre udenlandske arbejdstagere deres løn og skærpe virksomhedernes ansvar for deres underleverandører. 

Aftale mellem FH og DI

Fonden blev valgt som dansk alternativ til EU’s håndhævelsesdirektiv og et egentligt kædeansvar i byggeriet. 

Formålet var dels, at udstationerede arbejdstagere skulle have adgang til den løn, de var blevet snydt for, og dels at virksomheder skulle vælge deres underleverandører med omhu.

Ti år senere viser beskæftigelsesministerens oplysninger, at AFU kun har inddrevet omkring én procent af de samlede anmeldte krav. 

- Det er ikke en mindre skævhed i ordningen, men et grundlæggende svigt. Når 99 procent ikke bliver inddrevet, mangler fonden den effektivitet og den afskrækkende virkning, som skulle være dens berettigelse, mener formanden for Byggegruppen i 3F, Claus von Elling.

Falliterklæring

Han peger på, at når AFU efter ti år kun har inddrevet omkring én procent af de anmeldte krav, er det en falliterklæring. 

- Fonden skulle sikre, at underbetaling fik en reel konsekvens. I stedet viser tallene, at langt hovedparten af kravene ikke bliver hentet hjem, siger Claus von Elling.

Ordningens svigt er særligt tydeligt i sager, hvor de underbetalte arbejdstagere ikke er medlemmer af en dansk fagforening. 

Her bliver kravet først udbetalt, hvis AFU har haft held til at inddrive pengene hos arbejdsgiveren. Det har AFU gjort i 0,2 procent af kravene. Sker det ikke, udbetaler AFU-fonden ikke. 

Og uden en udbetaling bliver der heller ikke opkrævet et ekstrabidrag hos den danske hvervgiver, der kan være en virksomhed, der har valgt underleverandøren.

Centralt element er væk

Dermed forsvinder et centralt element i AFU - presset på virksomhederne til at vælge ansvarlige underleverandører og føre kontrol med leverandørkæden. 

Hvis arbejdstagere ikke er medlemmer af en dansk fagforening, kan en virksomhed benytte en underleverandør, der dokumenteret har underbetalt sine ansatte, uden at det udløser nogen økonomisk konsekvens for hvervgiveren.

 - Det er stik imod intentionen, siger Claus von Elling, der går ind for et reelt kædeansvar i byggeriet, hvor ansvaret følger leverandørkæden. 

Reel og mærkbar konsekvens

I erkendelse af, at det næppe Kan gennemføres går 3F ind for en løsning, hvor det skal udløse et ekstrabidrag, når en hvervgivers underleverandør dokumenteret har underbetalt ansatte – også i sager, hvor de berørte arbejdstagere ikke er medlemmer af en dansk fagforening. 

Ellers risikerer ordningen at gøre det økonomisk fordelagtigt at vælge underleverandører med uorganiserede ansatte.

 - Vores første opgave er at få den eksisterende ordning til at virke. Det kræver især, at ekstrabidraget bliver en reel og mærkbar konsekvens for en hvervgiver, hver gang en underleverandør dokumenteret har underbetalt sine ansatte.

Grundlæggende princip

- Underbetaling må aldrig kunne betale sig – det er et grundlæggende princip i den danske model. 3F går ind for kædeansvar i byggeriet, og hvis AFU ikke kan forbedres markant og leve op til sit formål, er der ingen grund til at fastholde fonden som alternativ til et egentligt kædeansvar, slutter Claus von Elling

FAKTA 

Siden AFU blev oprettet i 2016, har fonden kun inddrevet omkring 1 procent af de samlede anmeldte lønkrav.

AFU har kun inddrevet 0,2 procent af den samlede bod, der er anmeldt til fonden.

AFU omfatter kun arbejdstagere, der er registreret i RUT. Fonden dækker derfor ikke alle reelt udstationerede arbejdstagere

Mere end 90 procent af de indbetalte midler går til atp’s administration

-

1/10 2026