Arbejderne har i dag 11 gange højere realløn end i 1890Mia Amalie Holstein (Foto Jakob Melgaard)

Arbejderne har i dag 11 gange højere realløn end i 1890

Økonomisk går det ”ikke så ringe endda” for byggearbejderne og deres kolleger på arbejdsmarkedet

Af Dan Bjering
Christiansborg

En analyse fra den liberale tænketank CEPOS viser, at arbejderfamilierne har indkomstmæssigt overhalet akademikernes reallønsfremgang, og på den baggrund mener cheføkonom i CEPOS, Mia Amalie Holstein, at fagbevægelsen bør droppe kravene om en større offentlig sektor.

I stedet bør arbejderne kæmpe for mere produktivitet i det offentlige.

Beregningerne fra CEPOS viser, at en gennemsnitlig arbejderfamilie i 2025 for første gang runder en samlet årsindkomst på over én million kroner - før skat, men inklusive pension og børnepenge:

- Det er en markant milepæl, som placerer arbejderne solidt i den kapitalistiske middelklasse, siger Mia Amalie Holstein.

Størst fremgang i realløn
Siden den første fejring af 1. maj i Fælledparken i 1890 har arbejderne oplevet en markant lønfremgang.

I dag er deres lønninger 11 gange større end dengang – selv når man tager højde for prisudviklingen – hvilket konkret betyder, at arbejderne nu er en del af middelklassen med pæn løn, ejerbolig og pensionsformue.

CEPOS’ opgørelse viser også, at faglærte og ufaglærte har haft den største fremgang i realløn siden 2010.

Deres lønninger er vokset væsentligt mere end for danskere med lange videregående uddannelser, som i samme periode har oplevet lavere lønfremgang.

Sænk selskabsskatten
Lønfremgangen kan ifølge CEPOS cheføkonom primært forklares med produktivitetsstigninger.
Arbejderne er blevet mere produktive, og det har afspejlet sig i deres løn:

- Derfor kan man godt undre sig over, hvorfor fagbevægelsens 1. maj-taler ikke handler om at sikre højere produktivitet. Det burde være deres vigtigste kamp. Produktivitet er det vigtigste redskab til at løfte lønninger og levestandard.

- En vigtig kampdag burde derfor handle om at øge produktivitetsvæksten, som har været svag siden 00’erne. En måde at gøre det på er for eksempel at sænke selskabsskatten, siger Mia Amalie Holstein.

Fokusér på reformer
Hun peger på, at fagbevægelsen i stedet for at kræve højere ydelser og større offentlig sektor burde fokusere på reformer, der styrker væksten og gavner dem, de repræsenterer:

- I min optik er den tid, hvor fagbevægelsen kæmpede arbejdernes sag, for længst forbi. Hvis man vil sikre fortsat fremgang for arbejderne, skal man kæmpe for et samfund i vækst og fremgang – ikke en større offentlig sektor og flere overførsler, slutter cheføkonomen fra CEPOS.

1/5 2025