Bøvlede skatteregler må ikke forhindre generationsskifte
Regeringen vil gøre det lettere for medarbejdere at føre virksomheden videre, uden at den tidligere ejer beskattes
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der har gennem en årrække været politiske initiativer, der gjorde det nemmere at generationsskifte virksomheder inden for familien.
Men ofte er der ingen arvinger til at tage over, mens der er medarbejdere, som gerne vil føre virksomheden videre, når den oprindelige ejer ønsker at stoppe, og det har været vanskeligere at gennemføre.
Inden for en årrække står flere danske virksomheder overfor et generationsskifte. Mange af virksomhedsejerne når pensionsalderen inden for de kommende år, og det er en stor udfordring, fordi der ofte ikke er en oplagt arving eller køber til at overtage virksomheden.
Skatteforpligtelse følger nye ejere
Risikoen er, at virksomheder lukker eller bliver solgt til udenlandske ejere, og Danmark mister dermed arbejdspladser og indtjening.
Derfor vil regeringen med et lovforslag, som onsdag blev førstebehandlet, gøre det nemmere for virksomhedsejere at overdrage virksomheden til medarbejderne uden selv at blive beskattet af overdragelsen. I stedet følger skatteforpligtelsen virksomheden og dens nye ejere.
Bøvlede skatteregler
Erhvervsminister Morten Bødskov understreger, at ”bøvlede skatteregler” ikke må blokere for, at en virksomhed videreføres:
- Eksempelvis den lokale tømmervirksomhed, hvor de unge svende ønsker at drive virksomheden videre, når mester går på pension. Det sikrer arbejdspladser og virksomheder med fortsat lokal forankring. Vi tager et vigtigt skridt i den rigtige retning, så demokratiske virksomheder kan bidrage til liv, udvikling og arbejdspladser, siger erhvervsministeren.
Alternativer til lukning
Og skatteminister, Ane Halsboe-Jørgensen, slår fast, at det ikke skal være dyrt for en virksomhedsejer, der finder vil overdrage sin virksomhed til medarbejderne.
Hun peger på, at der skal være er alternativer til lukning eller salg af virksomheden til eksempelvis udenlandske købere.
Øger antallet af medarbejderejede virksomheder
Med de eksisterende regler er det muligt for en virksomhedsejer at overdrage sin virksomhed til familiemedlemmer, til nærtstående medarbejdere og til en erhvervsdrivende fond, uden at virksomhedsejeren beskattes.
Lovforslaget skal gøre det lettere for medarbejdere at finansiere et generationsskifte af den virksomhed, de er ansatte i, og derigennem potentielt øge antallet af medarbejderejede virksomheder.