Frederiksberg sætter rekord i skattestigning
En funktionærfamilie på Frederiksberg betaler i år 15.700 kroner mere i skat om året siden 2021
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Beregninger fra CEPOS viser, at det, inden man bosætter sig i en kommune, kan være en god idé at undersøge det kommunale skatteniveau. Det kan nemlig have mærkbare konsekvenser familiens økonomi.
Flere kommuner har foretaget store ændringer i kommuneskatten siden sidste kommunevalg.
Eksempelvis topper Frederiksberg listen over skattestigninger siden 2021, mens København er gået den modsatte vej.
Bemærkelsesværdigt
Mia Amalie Holstein, der er cheføkonom i CEPOS, kalder det ”bemærkelsesværdigt”, at Frederiksberg, der tidligere var en foregangskommune for lav skat, nu er den kommune, hvor skatten er steget mest:
- Omvendt ser vi, at København har sænket skatten mere end nogen anden kommune, siger hun.
Siden 2021 er kommuneskatten på Frederiksberg steget med 1,77 procentpoint, så den nu ligger på 24,57 procent.
Det betyder, at en funktionærfamilie på Frederiksberg i dag betaler 15.700 kroner mere i skat om året, end hvis kommuneskatten havde været uændret siden 2021.
Den omvendte verden
Samtidig har København sænket skatten med 0,3 procentpoint til 23,5 procent. Det har givet en skattelettelse på 2.700 kroner for en tilsvarende familie:
- Det er lidt den omvendte verden, at København nu fører an med skattelettelser, mens Frederiksberg hæver skatten markant. Den udvikling koster dyrt for borgerne, siger Mia Amalie Holstein.
Beregningerne viser, at Frederiksberg langt fra er den eneste kommune, hvor skatten er steget. 27 kommuner har hævet kommuneskatten, og kun syv kommuner har sænket skatten.
Følg Københavns eksempel
Vordingborg, Slagelse og Tårnby har også hævet skatten med mindst et procentpoint siden 2021.
Omvendt er det ikke kun København, der har givet skattelettelser – også Norddjurs, Hillerød og Kalundborg har sænket skatten lidt i perioden:
- Flere kommuner burde følge Københavns eksempel og sænke skatten, siger hun
Se, hvad du sparer i kroner og øre, hvis din kommune havde Danmarks laveste kommunalskat
https://infogram.com/kommuneskat-og-besparelser-2025-1hmr6g8yjjmjo2n?live