Havnetunnel: Fra trafikdrøm til lys for enden af tunnelen
Trafikmæssig bypass uden om Københavns indre by er nu ikke længere en drøm, men aftalt af folketingsflertal
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Det nærmer sig 30 år siden, at det daværende socialdemokratiske folketingsmedlem, Claus Larsen-Jensen præsenterede ideen om en Havnetunnel i København.
Dengang var ideen en sænketunnel på langs i havnen med p-pladser og frakørsler til strategiske gader, men siden har projektet ændret sig totalt, selv om grundideen fortsat er den samme – at skabe en ”trafikmæssig bypass-operation” uden om den indre by – en Østlig Ringvej.
Lys or enden af havnetunnel
Blandt dem, der siden har arbejdet for en havnetunnel, er der derfor glæde over, at Folketinget forleden traf beslutning om næste etape af en havnetunnel fra Nordhavn og uden om Amager til
Lufthavnen og Øresundsforbindelsen.
Bo Sandberg, der er formand for Københavner-Tunnelgruppen ser nu ”lys for enden af havnetunnellen”, og han henviser til, at der nu er finansiering på 10,5 milliarder kroner på plads.
Det er et bredt flertal i Folketinget, der slutter op om den Østlige Ringvej:
- Det giver den fornødne ro omkring det vigtigste infrastrukturprojekt i Hovedstaden i det næste årti, siger Bo Sandberg.
To spor plus nødspor i hver retning
Den østlige ringvej er sammen med den nye metrolinje forudsætninger for byudvikling af Østhavnen, Refshaleøen og Lynetteholm:
- Det bør naturligvis være en selvfølge, at man ikke kan nøjes med en halv ringvej. Alligevel er det betryggende, at aftaleparterne også adresserer netop dette, idet man tilkendegiver støtte til en fuld Østlig Ringvej, der forbinder Nordhavn med lufthavnen, med forventede tilslutningsanlæg på Nordhavn, på Lynetteholm, ved Prøvestenen og ved lufthavnen, siger Bo Sandberg.
Projektet er planlagt med to spor plus nødspor i hver retning:
- Det gør tunnelen fremtidssikker til at kunne fungere som en trafikal bypass-operation på den nødlidende københavnske trafikpatient, siger Bo Sandberg.
Færdigudviklet i 2070
Når Lynetteholm og den øvrige Østhavn er færdigudviklet i 2070, kommer den til at huse 80.000 beboere og 45.000 arbejdspladser og dermed være på størrelse med et af Københavns brokvarterer.
Heraf vil Lynetteholm huse 50.000 beboere og 30.000 arbejdspladser.
De mange boliger skal hjælpe til at dæmpe prisstigningerne på boliger i København, og samtidig bliver en fjerdedel af boligerne almene.
Bred forening
Københavnertunnelgruppen er en bred interesseforening, der rummer store organisationer på både lønmodtager- og arbejdsgiversiden - Danske Byggefag, Dansk Erhverv, DTL, DI, Metal, FH Hovedstaden og 3F Transportgruppen.