Inflationschokket lægger fortsat dæmper på privatforbruget
Danmarks EU-harmoniserede inflation lå på 2,2 procent i juli. I juni steg den EU-harmoniserede inflation samlet for de 27 EU-lande til 2,3 procent fra 2,2 procent i maj
Af Dan Bjerring
EU-landene med lavest EU-harmoniseret inflation i juni var Cypern med 0,5 procent, Frankrig med 0,9 procent, Irland med 1,6 procent og Danmark med 1,8 procent.
EU-landene med højst EU-harmoniseret inflation i juni var Rumænien med 5,8 procent, Estland med 5,2 procent samt Ungarn og Slovakiet begge med 4,6 procent
Cheføkonom, Bo Sandberg fra Aktive ejere bemærker, at der har været en klar pil opad på inflationen i Danmark de seneste måneder.
Effekt af lønstigninger
Han peger på, at der i 2024 og 2025 sker en markant styrkelse af reallønnen:
- Og måske er det nu, vi endelig ser den ventede effekt - at de pæne lønstigninger også begynder at aflejre sig i stigende forbrugerpriser, siger Bo Sandberg.
Reallønsfremgangen har dog endnu ikke for alvor sat sig i stigende privatforbrug:
- Trods den sæsonbetonede øgede efterspørgsel på is, koldskål, festivaler og ferierejser, har sommeren 2025 næppe ændret ved denne grundtilstand i dansk økonomi, siger cheføkonomen.
Usikre globale fremtidsudsigter
Ifølge Bo Sandberg har mange stadig inflationschokket fra 2022 siddende i krop og betalingskort:
- Forbrugerne sparer op og virksomhederne konsoliderer sig. Og trods toldmæssig afklaring mellem EU og USA, er der fortsat usikre globale fremtidsudsigter, siger Bo Sandberg.
Ifølge Danmarks Statistik, er det det seneste år især kød, husleje og pakkerejser, der trækker inflationen opad på 2,3 procent.
I modsat retning, trækker benzin- og bilpriser inflationen nedad.