Kampen mod EU-bureaukrati skal være mærkesag nummer 1
Regeringen har sammen med De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet præsenteret det første europapolitiske oplæg i 15 år, og det vækker generel tilfredshed hos både arbejdsgivere og i fagbevægelsen
Af Dan Bjerring
Christiansborg
SMVdanmark, der repræsenterer mange små og mellemstore håndværkervirksomheder, efterlyser dog først og fremmest mere fokus i kampen mod EU’s store regelbyrde, som de mindre virksomheder slås med:
- Det er afgørende, at regeringen gør kampen mod EU-bureaukrati til dansk ’mærkesag nummer 1’. Mens USA og Kina kæmper om at lede indenfor nye teknologier, er EU desværre kun førende indenfor regulering. Det er derfor rigtigt godt, at den europapolitiske aftale anerkender problemet, men der skal handling bag ordene, siger direktør Jesper Beinov fra SMVdanmark.
Danmark er et dukse-land
Flere end 90 procent af virksomhederne i EU har færre end ti ansatte, og når de bliver spurgt, hvad hovedproblemerne er, peger de på bureaukratiet.
Jesper Beinov mener derfor, at regeringen bør alliere sig med ligesindede lande og kræfter i EU-Kommissionen for at sikre, at dansk og europæisk erhvervsliv ikke bliver underlagt endnu flere byrder, og at de aktivt luger ud i det overflødige bureaukrati:
- Desuden skal der sættes ind mod EU-lande, der ikke lever op til lovgivningen, samtidigt med at dukse-lande som Danmark ikke overimplementerer, så danske virksomheders konkurrenceevne forringes, siger han.
Respekt for den danske model
Gruppeformand Jan Villadsen, der er 3F’s EU-politiske ansvarlige, peger på, at partierne bag den europapolitiske aftale tydeligt erklærer, at lige og fair vilkår for lønmodtagerne i EU er en klar dansk målsætning:
- Den fri bevægelighed i EU for arbejdskraften skal være fair og i respekt for nationale arbejdsmarkeds- og velfærdsmodeller, herunder den danske model. De kommende års forhandlinger om udvidelse af medlemskredsen i EU gør det endnu mere vigtigt at styrke indsatsen for fair vilkår og imod social dumping og udnyttelse af vores sårbare kollegaer, der er på jagt efter job og løn, siger han.