Konkrete udfordringer med social dumping på det danske arbejdsmarked
En stor del af de udenlandske virksomheder lader sig CVR-registrere. Kun to procent af udenlandske medarbejdere er udstationerede
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) har på vegne af Folketingets Retsudvalg spurgt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), om hun i forlængelse af myndighedsindsatsen mod social dumping vil beskrive, hvordan indsatsen mod social dumping ændrer sig, som det er beskrevet i den halvårlige afrapportering om indsatsen mod social dumping. Samtidig vil hun vide, om der er nogle nye anbefalinger til myndighederne i den forbindelse
Ministeren henviser i sit svar til, at den fælles myndighedsindsats blev etableret med Finansloven 2012, og at myndighederne - Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet – i den forbindelse arbejder tæt sammen og tilpasser løbende indsatsen.
Kun to procent omfattes af RUT
Ifølge ministeren skal indsatsen sikre, at den afspejler nye problemstillinger og udviklingstendenser på arbejdsmarkedet:
Tal fra STAR/Jobindsats.dk viser, at kun to procent (knap 6.300) af de fuldtidsbeskæftigede udenlandske statsborgere i 2022 opholdt sig i Danmark på baggrund af udstationeringsreglerne, der er gældende for virksomheder, som er anmeldepligtige til RUT-registret.
Stadig grove overtrædelser
Hun understreger, at myndighederne i den fælles myndighedsindsats – uanset om der er tale om kontrol af danske eller udenlandske virksomheder – også fremover løbende skal tilpasse indsatsen, så den ’afspejler de konkrete udfordringer med social dumping’:
- Som desværre stadig er en del af det danske arbejdsmarked. Vi ser stadig grove overtrædelser af dansk lovgivning, hvor nogle udenlandske arbejdstagere arbejder under meget dårlige vilkår. Det stiller store krav til indsatsen mod social dumping og bekæmpelsen af arbejdslivskriminalitet. Med arbejdsmiljøaftalen fra marts 2023 afsatte regeringen sammen med alle Folketingets øvrige partier en historisk stor bevilling til Arbejdstilsynets arbejdsmiljøindsats og til indsatsen mod social dumping. Samtidig blev det med aftalen besluttet at etablere et tværgående indsatsteam med deltagelse af Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet. Indsatsteamet skal sikre, at myndighedsindsatsen i højere grad har fokus på de særligt grove og komplicerede sager, for eksempel når virksomheder gentagende gange bryder loven, slutter Ane Halsboe-Jørgensen.