Ledighedskurven er flad som en sprinteretape
Selvom tempoet i jobskabelsen er gået en smule ned, bliver der fortsat måned for måned sat beskæftigelsesrekord, alt imens ledigheden forbliver stort set uændret lav
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Cheføkonom Bo Sandberg fra Brancheforeningen Aktive Ejere siger i en kommentar til de månedlige ledighedstal fra Danmarks Statistik for juni 2025, at arbejdsmarkedet fortsat er den største motor i dansk økonomi:
Han peger på, at når ledighedskurven er ”flad som den fladest tænkelige sprinteretape” i Tour de France, samtidig med at beskæftigelsen stiger, er det fordi også arbejdsstyrken stiger i disse år:
- Hvad ledigheden ikke har i dramatik, har den til overmål i stabilitet. Der er ganske enkelt ingen puls på ledighedskurven. Nitten måneder i træk har ledighedsprocenten ligget fladt på 2,9 procent af arbejdsstyrken. I juni dækker den uændrede ledighedsprocent over en lille stigning i ledigheden på 600 personer, siger cheføkonomen.
Geografiske nuanceforskelle
Der er geografiske nuanceforskelle i ledigheden, som samlet ligger på 87.600 fuldtidspersoner.
Men ingen landsdele har højere ledighed end 3,6 procent, som er niveauet i ”Byen København”, der primært dækker Københavns og Frederiksberg Kommune.
- Ret opsigtsvækkende, finder vi landets laveste ledighed i de to geografiske yderpunkter, Bornholm med blot 2,0 procent arbejdsløshed, og Vestjylland med 2,1 procent. Tallene viser, at der er godt gang i hjulene både øst og vest for Storebælt – og det må siges at være en decideret solstrålehistorie på Solskinsøen, siger Bo Sandberg.
Holder hånden under boligmarked og privatforbrug
Det er ifølge cheføkonomen arbejdsmarkedet – med høj beskæftigelsesfrekvens, flere seniorer i job og adgang til udenlandsk arbejdskraft – som er den vigtigste nøgle til Danmarks sunde økonomi:
- Der kommer flere skatteindtægter af mennesker i job end på offentlig forsørgelse. Høj jobsikkerhed og høj jobmobilitet holder samtidig hånden under både boligmarked og privatforbrug, siger Bo Sandberg.