Næsten 80 procent dyrere at få en miljøgodkendelse
Miljøstyrelsen vil fra årsskiftet justere deres gebyr for sagsbehandlingen af miljøgodkendelser, revurderinger og tilsyn
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge miljøminister Magnus Heunicke opkræver Miljøstyrelsen i dag 56 procent gebyrdækning for deres sagsbehandling af virksomhedernes miljøgodkendelser, men regeringen har besluttet, at gebyrerne på miljøgodkendelsesområdet kan stige til en højere takst, så den dækker 100 procent af sagsbehandlingen.
Det er en stigning på 46 procentpoint og svarer til en forhøjelse på næsten 80 procent.
- Ændringen betyder, at virksomheder fremover bidrager til at dække Miljøstyrelsens omkostninger til sagsbehandlingen af virksomhedernes miljøgodkendelser, hvilket vil kunne nedbringe sagsbehandlingstiden samt den sagspukkel af miljøgodkendelser, der udestår, oplyser ministeren.
Sætter tempoet op
Ændringen vil ifølge ministeren ”være til gavn” for både virksomhederne og miljøbeskyttelsen, fordi miljøgodkendelserne håndteres hurtigere, og virksomhederne kan operere efter de nyeste miljøkrav.
Med de nye takster for gebyrer bliver den eksisterende taskforce videreført næste år som en del af Miljøstyrelsens organisering for at understøtte en fortsat reduktion i antallet af ubehandlede sager, der stadig udestår.