Små byggevirksomheder er mindre påvirket af Trumps toldkrige
En analyse fra SMVdanmark viser, at de små og mellemstore virksomheder fastholder en mere stabil erhvervstillid end de store virksomheder
Af Dan Bjerring
De store virksomheder havde i august et fald i erhvervstillidsindikatoren til 98,1 fra 100,1 i juli, mens SMV’ernes indikator fortsat ligger stabilt på 97,8.
Siden slutningen af 2023 har de store virksomheder ellers været mere optimistiske end SMV’erne. Nu er forskellen næste forsvundet.
Dog viser tallene fra bygge- og anlægsbranchen for første gang i år næsten ens vurderinger blandt små og store virksomheder.
SMV’er mindre påvirket af uro
Ifølge Thomas Gress, der er cheføkonom i SMVdanmark viser tallene, at SMV’erne samlet er mindre påvirket af uroen på verdensmarkederne og Trumps toldkrige, som i øjeblikket trækker de store virksomheders forventninger ned:
- De små og mellemstore virksomheder har en mere stabil udvikling, da de overordnet er mindre afhængige af eksport til USA og mere fokuserede på danske kunder og nærmarkederne, siger han.
Tendensen vender
I konjunkturbarometret måles månedligt bygge- og anlægsbranchens vurdering af udviklingen gennem de seneste tre måneder og forventninger til de kommende tre måneder.
Indikatoren sammenvejes baseret på spørgsmål om omsætningsforventninger, beskæftigelsesforventninger, ordrebeholdning og vurdering af den faktiske udvikling for lignende indikatorer over de seneste tre måneder.
For smv’erne er indikatoren faldet i august til 95,4 fra 95,7 i juli. For store bygge- og anlægsvirksomheder stiger indikatoren i august til 95,6 fra 90,6 i juli.
Dermed vender tendensen, hvor store byggevirksomheders erhvervstillid har været faldende set i forhold til smv’ernes siden medio 2024
Reagerer anderledes
Thomas Gress peger på, at SMVdanmarks analyse viser, at SMV’erne ofte reagerer anderledes på konjunkturudviklingen end de store virksomheder, og det giver et langt mere nuanceret billede af dansk økonomi:
- SMV’erne udgør rygraden i dansk erhvervsliv, men fylder ofte mindre i mediebilledet end de store virksomheder, så vores tal kan bidrage med et vigtigt og potentielt overset perspektiv, slutter Thomas Gress.