Statslig indkøbsordning har været en dundrende fiaskoSteffen Damsgaard (Foto: Mads Krabbe)

Statslig indkøbsordning har været en dundrende fiasko

Landdistrikternes Fællesråd opfordrer til at vende tilbage til muligheden for at anvende lokale leverandører af serviceydelser

Af Dan Bjerring

Christiansborg

Statens indkøbsordning for Facility Management (drift af bygninger) skulle spare penge og skabe mere effektiv drift i de statslige institutioner.

Men ifølge Rigsrevisionen har den haft den stik modsatte effekt. Ordningen har gjort statens drift dyrere, forringet forholdene for medarbejderne lokalt og skabt yderligere centralisering af Danmark.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, kalder statens indkøbsordning for ”regnearkstænkning, når det er allerværst” og mener, at ordningen har været ”det rene gift”.

Ufleksible ordninger

Indkøbsaftalerne har fjernet muligheden for at finde lokale løsninger, som ofte både er billigere for de statslige enheder og samtidig gavner det lokale erhvervsliv.

Ifølge Steffen Damsgaard har indkøbsordningen betydet, at statslige institutioner og styrelser er blevet tvunget til at bruge centrale leverandører og ufleksible centrale ordninger og aftaler, frem for lokale virksomheder:

- Nu viser det sig desuden, at ordningen både har medført en dyrere drift og faldende tilfredshed, så der er al grund til at se kritisk på ordningen og at der åbnes for mere fleksibilitet, siger han.

Giv mulighed for lokale indkøb

Formanden opfordrer til at droppe ordningen, især i mindre statslige styrelser og institutioner, og særligt uden for de større byer. Det skal dermed være muligt at gå tilbage til de oprindelige aftaler, hvis de ellers kan overholdes inden for budgettet.

- Der er ingen grund til at fastholde en model, der både er dyrere og dårligere, og skaber en yderligere centralisering af Danmark, hvor arbejdspladser og økonomisk aktivitet koncentreres omkring de største byer, siger Steffren Damsgaard.

Han opfordrer derfor til, at politikerne på Christiansborg giver mulighed for, at alle statslige institutioner og styrelser kan gå tilbage til de oprindelige og lokale indkøbsaftaler.


20/1 2026