Vedligeholdelsesefterslæb på over 15 milliarder kroner i Forsvaret
Mange af Forsvarets bygninger er ikke blevet synet til tiden, og de afsatte midler til vedligeholdelse er ikke blevet fuldt udnyttet
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der har fra blandt andre Statsrevisorerne været rejst en stærk kritik af Forsvarets manglende vedligehold af de mange bygninger, som eksempelvis kaserner, der i dag står i et sådant forfald, at mange af dem er renoveringsmodne i en sådan grad, at de bør rives ned og nye bygninger opføres.
Der er eksempler på skimmelsvamp, dårligt arbejdsmiljø og et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb på cirka 15 milliarder kroner
Mange af Forsvarets bygninger er ikke blevet synet til tiden, og de afsatte midler til vedligeholdelse er ikke blevet fuldt udnyttet, hvilket resulterer i en dårligere tilstand for bygningerne.
Udfordringer på ejendomsområdet
I en henvendelse til Folketinget slår forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) fast, at han ”ser med stor alvor” på den rejste kritik af vedligeholdelsen af bygningerne:
- Der har i den undersøgte periode været udfordringer på ejendomsområdet og der er et vedligeholdelsesefterslæb, erkender han.
Derfor er der tilført cirka to milliarder kroner til forsvarsbygninger i årene 2024-2033, heraf en akutpakke til ”håndtering af de mest kritiske og akutte problemer”.
Dertil kommer 42 millioner sidste år og 170 millioner kroner i år til ”personeltiltag til gavn for soldaterne vedrørende lokalt vedligehold og forbedringer på Forsvarets tjenestesteder.
Yderligere er der ifølge forsvarsministeren tilført 200 millioner kroner til styrket bygningsvedligehold i år.
Rettidige bygningssyn
For at skabe et overblik over situationen er i foråret 2025 blevet gennemført en analyse af Forsvarets bygninger, og det resulterede i et efterslæb på omkring 16 milliarder kroner på Forsvarets bygninger:
- Opgørelsen af en forudsætning for at kunne arbejde langsigtet og holdbart med flere årlige vedligeholdelsesplanlægning, oplyser Troels Lund Poulsen.
Desuden er forvaltningen af bygningssyn fra 2021 ifølge ministeren blevet væsentligt forbedret og gennemføres ”i overvejende grad” rettidigt.