Det går fremad for installationsbranchen
Omsætningstal fra årets første tre måneder viser forsigtig vækst i installationsbranchen, lyder det fra Tekniq som beder den kommende regering om at huske løfterne om et permanent håndværkerfradrag
Ifølge Danmarks Statistik omsatte installationsbranchens for 10,1 milliarder kroner i årets første tre måneder. Stigningen var på seks procent sammenlignet med samme periode sidste år.Omsætningen i årets første kvartal fordeler sig med 5,8 milliarder kroner i elbranchen og 4,3 milliarder kroner i vvs-branchen. '
Men væksten er ulige fordelt. Mens elbranchens omsætning steg med otte procent, var vvs-branchens omsætning vokset med mindre end den halve kraft, nemlig tre procent.
- Branchen halter stadig uden for de største byer. Vi ser det ved, at der i dag er 2.250 færre beskæftigede i installationsbranchen end gennemsnittet for de sidste 15 år. Der er altså langt igen før kapaciteten er fuldt udnyttet, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen, Tekniq
Offentlige byggerier trækker læsset
- Vi kan se, at væksten klart skyldes de store offentlige bygge- og anlægsprojekter med universitets- og sygehusbyggerierne i front. Samtidig er der pænt aktivitet fra renovering af almene boliger og den milde vinter har også hjulpet på omsætningen. Men både erhvervsbyggeriet og det private marked kniber det med, siger Niels Jørgen Hansen.
Der er brug for håndværkerfradraget
- Tekniq håber, at BoligJob-flertallet fra valgkampen nu trækker i arbejdstøjet og finder en permanent løsning, som er med til at fjerne den ulige konkurrence fra sort arbejde og kan hjælpe til at bevare arbejdspladser uden for de store byer, siger Niels Jørgen Hansen.
- Selvom det går bedre i dansk økonomi, er det stadig vigtigt at vente med at stramme finanspolitikken, så vi kan få sat et opsving i gang. Dansk økonomi har stadig ikke hentet det tabte under krisen, og særligt områder uden for de store byer har det ikke nemt, siger Niels Jørgen Hansen.
-jhn