Alle har fået praktikplads
Partnerskab mellem Roskilde Tekniske Skole og Dansk Byggeri har sikret alle elever inden for bygge og anlæg en pratikplads
I den offentlige debat bliver det ofte diskuteret, hvordan man kan løse problemet med mangel på praktikpladser for tømrere, murere og andre håndværkere. I flere kommuner har Dansk Byggeri indgået såkaldte partnerskabsaftaler, der blandt andet har til formål at skabe flere praktikpladser.
En af de kommuner er Roskilde, hvor der siden 2012 er blevet lavet 101 uddannelsesaftaler, hvilket har sikret praktikpladser til alle kommunens erhvervsskoleelever på bygge- og anlægsområdet.
Frivillighed er vejen frem
I Dansk Byggeri glæder man sig over, at partnerskabsaftalen har været med til at skaffe ekstra praktikpladser.
-Det er meget tilfredsstillende, at det er muligt at skaffe så mange pladser. Det her er endnu et bevis på, at partnerskabsaftaler er et langt bedre alternativ til at få flere praktikpladser end sociale klausuler. Virksomhederne vil gerne være med til at uddanne lærlinge, men det skal ske på et frivilligt grundlag og ikke ved, at kommunen tvinger det ned over hovedet på dem, siger Niels Moestrup, der er formand for Dansk Byggeri Østsjælland.
Ros til lokale virksomheder
På Roskilde Tekniske Skole er man ligeledes tilfredse med partnerskabsaftalen.
- Det er rigtig positivt, at der med partnerskabsaftalen bliver gjort en ekstra indsats udover det sædvanlige for at skabe praktikpladser. Det betyder, at der er store muligheder for at få en praktikplads i Roskilde, hvis man er klar til det. I den sammenhæng vil jeg også rose de lokale virksomheder, der virkelig tager et stort ansvar ved at tage så mange lærlinge ind, siger Helle Topp Nielsen, der er virksomhedskonsulent på Roskilde Tekniske Skole.
-jhn