Forsikringspræmie, selvrisiko og dækning afhænger også af materialevalg
Ukendte risici ved materialers brandegenskaber kan føre til præmier, der er 15-50 procent højere. Også faktorer som holdbarhed og vedligehold indgår i vurderingen af bygningens risiko over tid
Når arkitekter, bygherrer og rådgivere vælger materialer til et byggeri, handler beslutningen ikke kun om arkitektur, økonomi og klimaaftryk. Materialernes egenskaber har også betydning for den risiko, forsikringsselskaberne skal påtage sig.
Ifølge Morten Mikalski Nielsen, kasserer i brancheorganisationen ForsikringsIngeniøren, er materialernes modstandsevne over for brand central i den vurdering.
- Det afgørende for os er, at vi kan vurdere risikoen. Vi ved, hvordan mursten, beton og stenuld opfører sig under en brand, fordi vi har mange års erfaring med materialerne. Når vi møder materialer og konstruktioner, som vi har mindre erfaring med, bliver usikkerheden større, siger Morten Mikalski Nielsen.
Ukendt risiko kan koste på præmien
Usikkerhed om materialernes egenskaber kan i sidste ende mærkes på forsikringsvilkårene. Det kan blandt andet betyde højere præmier og selvrisici eller begrænsninger i forsikringsdækningen.
- Hvis vi ikke kender materialernes egenskaber tilstrækkeligt, kender vi heller ikke bygningens reelle risiko. Den usikkerhed skal forsikringsselskabet tage højde for, og i nogle tilfælde kan det betyde præmier, der ligger 15-50 % højere, siger Morten Mikalski Nielsen.
Det betyder ikke, at forsikringsbranchen er imod nye eller mere klimavenlige byggematerialer. Men nye løsninger stiller krav til dokumentation og viden om, hvordan materialerne fungerer i praksis.
- Vi vil gerne understøtte den grønne omstilling, men vi er nødt til at kende risiciene. Derfor er det en fordel at involvere forsikringsselskabet tidligt, så man kan finde løsninger, der både understøtter byggeriets ambitioner og gør bygningen sikker og forsikringsbar.
Forsikringen ser flere år frem
Brandrisiko står ikke alene i forsikringsselskabernes vurdering. Bygningens samlede risikoprofil og materialernes egenskaber over tid spiller også ind. Her kan blandt andet holdbarhed og behovet for løbende vedligehold have betydning.
- Når vi vurderer en bygning, ser vi ikke kun på risikoen her og nu eller et enkelt år frem. Vi ser mange år frem og vurderer, hvordan bygningen og materialerne forventes at fungere over tid. Derfor handler det både om brandrisiko og om eksempelvis holdbarhed og vedligehold, siger Morten Mikalski Nielsen.
Forsikringsselskaberne ser samtidig på bygningen som en helhed. Risikoen for brandspredning, samspillet mellem materialer og installationer og konsekvenserne af eksempelvis røg og slukningsvand indgår i den samlede vurdering.
Derfor spiller veldokumenterede materialer og løsninger, som forsikringsselskaberne har erfaring med, en vigtig rolle, når bygningens risiko skal vurderes.
Materialevalget kunne mærkes på forsikringen
Sammenhængen mellem materialevalg og forsikringsvilkår har Askov Construction oplevet i praksis ved opførelsen af Brokvarteret på Fyn. Her er 14 dobbelthuse opført med fokus på lang levetid, brandsikkerhed og minimalt vedligehold.
Til facaderne valgte bygherre Svante Askov facadebeklædning fra Rockpanel, som er baseret på stenuld. Da projektets forsikringsvilkår skulle fastlægges, fik materialevalget også økonomisk betydning.
- Da byggeprojektet skulle godkendes, kunne vi se, at facadebeklædningens egenskaber påvirkede forsikringsvilkårene positivt. Kombinationen af høj holdbarhed, høj brandsikkerhed og minimalt vedligehold betød, at forsikringsselskabet kunne reducere en væsentlig del af forsikringspræmien, siger Svante Askov.
-dc