Debat: At ignorere klare sikkerhedsbrud er menneskelig adfærd - ikke dovenskab
Det kan redde liv og lemmer at forholde sig kritisk til procedurer, som ser farlige ud. Især hvis begrundelsen for at følge dem er, at 'det har vi altid gjort'. Det mener Hamza Bicen, der er supervisor hos CRH Concrete
Du går en sikkerhedsrundering på byggepladsen og får øje på nogle medarbejdere, der er i gang med en arbejdsopgave, som åbenlyst ikke udføres sikkerhedsmæssig forsvarligt.
Du får det standset og mødes så af en klassiker, leveret som om den midlertidigt ophævede både arbejdsmiljølovgivningen, virksomhedens procedurer og almindelig sund fornuft:
- Jamen det har vi da altid gjort.
Som en, der selv har været udførende på byggepladserne i mere end 12 år, må jeg ærligt indrømme, at jeg også tit har benyttet den forklaring, som om det var en bomstærk referencekilde. Faktisk helt uden at tænke over det.
Jeg er selvfølgelig sikker på, at det nok bliver sagt i den bedste mening. For hvis en arbejdsmetode, til trods for at den ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarlig, har været brugt i 10 eller 20 år uden problemer, hvorfor skulle man så lave den om?
Problemet er, at historien ikke altid er et bevis på, at noget er sikkert, bare fordi det er blevet gjort længe. Nogen gange er det bare et bevis på, at man har været heldig i meget lang tid.
Min egen erfaring er, at når noget gøres mange gange uden konsekvenser, bliver det til normalen. Også selvom det er både halv- og helfarligt. Det, der engang blev set som en genvej eller en afvigelse, bliver med tiden bare en del af måden, vi arbejder på, uden at vi tænker over det.
Og ultimativt stopper vi med at stille spørgsmål ved det. Vi ser det ikke længere som en risiko. Vi ser det bare som arbejde.
Det kan være stigen, der står lidt for stejlt. Løftet, man tager uden hjælpemiddel. Eller afspærringen, man lige går igennem. Første gang tænker man måske over det. Men efter hundrede gange gør man det uden at blinke. Det bliver en naturlig del af flowet.
Ikke fordi risikoen er blevet mindre. Men fordi vi er blevet vant til den.
Normalization of deviance
Den tendens kan man kalde for ‘normalisering af afvigelser’. Der er nemlig forsket netop i den form for menneskelig adfærd. Den amerikanske sociolog og professor Diane Vaughan kalder det normalization of deviance.
Hun beskrev fænomenet i forbindelse med sine studier af den katastrofale Challenger-ulykke i 80'erne, og hun peger på, at små afvigelser fra de oprindelige sikkerhedsprocedurer over tid blev accepteret som normale, fordi de ikke tidligere havde ført til alvorlige konsekvenser.
Kort fortalt betyder det, at noget, som oprindeligt blev betragtet som forkert eller risikabelt, langsomt bliver accepteret, fordi det gentages igen og igen uden uheld.
Ikke uinteressant peger Vaughan også på ledelsens rolle og ansvar. De kan være med til at normalisere afvigelser og brud på sikkerheden.
Hvis ledelsen gentagne gange accepterer eller ignorerer brud på procedurer, så kan medarbejderne opfatte det som en accepteret del af arbejdet.
Tendensen til at normalisere et klart sikkerhedsbrud er ikke et tegn på dovenskab. Det er ikke et tegn på manglende ansvarlighed. Det er almindelig, menneskelig adfærd.
Når noget er menneskelig adfærd, og vi gør det næsten automatisk uden at tænke over det, er det vigtigt, at vi først forstår mekanismen. Derefter kan vi aktivt arbejde med den.
At granske ulykker og hændelser handler ikke kun om at finde fejl. Det handler om at forstå mennesker og adfærden bag den pågældende ulykke for derefter få en læring ud af det.
Vi skal turde stille spørgsmål ved de ting, vi gør af vane.
Også selvom svaret nogle gange lyder:
- Jamen, det har vi da altid gjort.
Hamza Bicen
Supervisor
CRH Concrete
hamzabicen417@gmail.com
Tlf: 71831443
