Byggevare-gigant udvider med flere varehuse
Byggevarehuskæden Bauhaus nærmer sig en omsætning på to milliarder kroner, bygger nyt varehus og har planer om yderligere udvidelser de kommende år
Der er stigende efterspørgsel efter søm, værktøj, byggematerialer og alt muligt andet til hus og have. Det mærker den schweizisk ejede koncern Bauhaus, som i 2013 fejrer 25 års tilstedeværelse på det danske marked. Siden opstarten i 1988 er omsætningen vokset støt, og nærmer sig i 2012 to milliarder kroner.
- Vi har løbende øget vores markedsandel, så vi ifølge vores egne beregninger i dag sidder på omkring 12 procent af markedet for gør det selv-kunder og håndværkere. Vores koncept med at have fokus på god kundeservice og et meget bredt lagerførende sortiment med over 120.000 varenumre til priser, som matcher lavpriskæderne, har vist sig at være meget stærkt, siger Mads Jørgensen, der er administrerende direktør for Bauhaus Danmark.
Derfor har kæden også planer om at opføre yderligere byggevarehuse i Danmark i løbet af de kommende år. Bauhaus har i dag 15 varehuse fordelt over hele landet, og nummer 16 er allerede ved at blive opført i Roskilde med forventet åbning i sommeren 2013.
Leder efter byggegrunde
Af forretningsmæssige årsager vil Bauhaus endnu ikke præcist sige, hvor der skal udvides, men kæden leder efter byggegrunde i Fredericia, Helsingør, Horsens, Slagelse og Storkøbenhavn.
- Vi oplever en stor interesse fra kunder og det lokale erhvervsliv om at etablere os. Når vi opfører et byggevarehus, skaber vi direkte omkring 100 nye arbejdspladser, men vi tiltrækker også andre butikker, erhvervsdrivende og handlende til området, forklarer Mads Jørgensen, der har været direktør i Bauhaus siden 2004.
-jhn
Fakta om Bauhaus
•Bauhaus har været i Danmark siden 1988 og har 15 byggevarehuse i Esbjerg, Glostrup, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Ishøj, Kolding, Næstved, Odense, Randers, Tilst, Vejle, Viby J og Aalborg, mens nummer 16 åbner i Roskilde i 2013.
•Varehuskæden har ca. 1.400 medarbejdere i Danmark.
•Bauhaus er en schweizisk ejet koncern og repræsenteret i 15 lande med 230 byggevarehuse.