Dansk museum nomineret til verdens bedste murstensbyggeri
Tegnestuen Lundgaard & Tranberg er nomineret til verdens bedste murstensbyggeri for deres tilbygning til Sorø Kunstmuseum
Lundgaard & Tranberg repræsenterer dansk arkitektur på fornemste vis, når den danske tegnestue til foråret rejser til Wien for at deltage i den prestigefyldte Wienerberger Brick Award 2014. Som eneste danske deltager blandt 50 nominerede projekter er tegnestuen indstillet til den prestigefyldte pris for deres tilbygning til Sorø Kunstmuseum, som tidligere i år også blev hædret med en RIBA Award.
Som Politikens arkitekturanmelder skrev om projektet: 'Så bliver mursten vist ikke smukkere'.
Innovation belønnes
Selvom mursten er et af de ældste byggematerialer i verden med over 5.000 års historie, viser de 50 udvalgte projekter, at kreativiteten, moderniteten og mangfoldigheden er enorm og bliver ved med at udvikle sig inden for det murede byggeri. Wang Shu, den kinesiske Pritzker prisvinder, som er med i juryen, siger:
- Når vi taler om mursten, tror mange, at vi taler om tradition. Men i denne konkurrence finder man mange værker med en ny tilgang til det murede byggeri, og de giver murstenene en ny betydning og ny følelse. Jeg finder dette meget vigtigt.
Flere og flere nominerede
Siden 2004 har Wienerberger, verdens største producent af mursten, hvert andet år belønnet de mest moderne og innovative murstensbyggerier i verden og arkitekterne bag med 'Wienerberger Brick Award'. Det er dermed sjette gang, prisen uddeles, og antallet af projekter, der indstilles, stiger år for år.
I år blev sammenlagt 300 projekter fra 26 lande indstillet, hvor altså 50 nu er udvalgt til at gå videre. Når afgørelsen falder i foråret 2014, vil der være priser og hæder til en hovedvinder samt vindere i fem underkategorier.
-jhn