Grønne skærme langs cykelstier skal tage vand fra skybrud
Nyt projekt skal udvikle og teste multifunktionelle grønne skærme langs indfaldsveje til København – og under cykelstien indbygges et regnvandsbassin, som kan tage overskudsvand fra skybrud
En funktion er, at skærmene skal afskærme cyklister og fodgængere fra bilerne, en anden, at der under cykelstien indbygges et regnvandsbassin, som kan tage overskudsvand fra skybrud og derved mindske oversvømmelser.
Et nyt miljøprojekt, ledet af Teknologisk Institut, skal udvikle en fritstående multifunktionel grøn skærm til stærkt trafikkerede indfaldsveje omkring København. Skærmen vil begrænse generne fra trafikken og fungerer samtidig som et ekstra regnvandsbassin, der kan opsamle overskudsvand fra skybrud.
- Målet er at omdanne trafikkorridorer til grønne korridorer til glæde for gående, cyklister og ikke mindst beboerne ud til de trafikkerede veje. Oveni får vi så fordelen, at vi kan klimatilpasse områderne langs vejene, så oversvømmelserne under skybrud kan begrænses, siger arkitekt Jacob Borup Nørløv, som har udviklet idéen.
Den grønne skærm består af en beplantet væg ud til vejen, som fungerer som partikelfilter og støjskærm. Bag skærmen lægges en præfabrikeret cykelsti med indbygget magasin med et rensningssystem til snavset vej- og overflade vand. Det rensede vand kan herfra pumpes med solcelledrevne pumper over i den grønne væg og fordampes via planterne. Eller det kan udledes til nedsivning i parkanlæg og gårdmiljøer.
- Vi forventer, at løsningen vil kunne bidrage til at reducere de negative effekter ved voldsomme regnskyl. Desuden er der mulighed for massive energibesparelser ved, at vi renser og udnytter vejvandet lokalt - frem for at det skal pumpes ud til rensningsanlæg, siger centerchef Ulrik Hindsberger, Rørcenteret, Teknologisk Institut.
-jk