Gys i kloakken da dark horse tog mesterskabet
Nyuddannet kloakmester besejrede sidste års mester og vicemester
Man véd aldrig, hvad man møder i en kloak. Måske en nyuddannet kloakmester, der sætter en regerende mester og vicemesteren på plads og snupper DM-titlen.
Sådan gik det i hvert fald, da brancheorganisationen Danske Kloakmestre for tredje gang arrangerede DM i Kloak. Scenen var Teknologisk Instituts nye rørlæggerhal i Taastrup i forbindelse med to-dages udstillingen Rørcenterdagene. Dramaet var linet op på forhånd: Sidste års mester Henrik Langebjerg i en revanche mod sidste års nummer to, Carsten Pedersen.
Der var ikke de store forventninger om, at andre af deltagerne for alvor kunne blande sig i topstriden. Det var et anliggende mellem Langebjerg og Pedersen. Lige bortset fra….
Samtidig med at kloakmestrene dystede, gjorde kloakrørlæggerne det samme. I fjor vandt Asgar Skou rørlæggernes konkurrence. Han har benyttet vinteren til at opgradere sig med en kloakmesteruddannelse. Og stillede op som dark horse i Formel 1-klassen.
Nyuddannet mester blev mester
Og efter to dages intens dyst på rør i rørlæggerhallens sandkasser var det den nye, unge kloakmester Asgar Skou fra Byggetek Viborg, der løb med triumfen. Han henviste den regerende mester, Henrik Langebjerg, Kloakxperten, til andenpladsen, og sidste års sølvvinder, Carsten Pedersen, C. P. Entreprise, måtte i år nøjes med bronze.
Asgar Skou afsluttede sin boksopgave i bedste tid på 2 timer og 20 minutter. Alle deltagere havde tre timer til boksopgaven med fire tappesteder og en rensebrønd. Der er mulighed for at købe sig til mere tid, men så koster det til gengæld point.
De to fagdommere, Danske Kloakmestres tidligere formand Leif Hansen og faglærer Benny Kristensen, kunne notere sig, at fagligheden var helt i top med mange point til de bedste deltagere i årets DM-konkurrence. Med andre ord: Cremen af autoriserede danske kloakmestre er virkelig i superklasse.
Højt niveau
Det høje niveau matcher perfekt DM-sponsorernes baggrund for at lægge fundamentet for konkurrencen. Fire af branchens markante leverandører gik med på ideen, da Danske Kloakmestre for tre år siden luftede tanken om et DM i Kloak. Siden har Grundfos, Wavin, Blücher og Danpipe bakket op om arrangementet for at fremme det gode håndværk, som landets kloakmestre, rørlæggere og elever daglig yder.
- Tilførsel af relevant viden omkring ny teknologi er alt afgørende for, at kloakmestre kan fastholde og udvide deres forretning. Derfor er det også nødvendigt, at vi som leverandører af løsninger forstår fagfolkenes hverdag og udfordringer. Og at vi udvikler vore produkter på baggrund af reelle markedsbehov. DM i Kloak er et professionelt forum, der giver mulighed for vidensdeling på højt niveau, konstaterer Børge Holst Hansen, der er salgschef for Team Spildevand hos Grundfos.
Resultatet af DM i Kloak 2013:
Kloakmestrene:
1. Asgar Skou, Byggetek Viborg
2. Henrik Langebjerg, Kloakxperten
3. Carsten Pedersen, C. P. Entreprise
Kloakrørlæggere:
1. Peter Iversen
2. Torben Holstebro
3. Daniel Poulsen
Rørlæggerelever:
1. Kristoffersen Andersen, Millinge Maskinstation
2. Mads Hjorth, fa. Palle Johansen
3. Christian Skytte, Korinth Entreprenør
Den nykårede mester får lejlighed til at forsvare titlen, når Danske Kloakmestre byder til DM i Kloak 2014. Det bliver i forbindelse med brancheorganisationens egen messe i messecentret i Fredericia i januar.
-jk