Hovedstaden har den højeste kvadratmeterpris
København lægger linjen, jyske byer følger efter, mens Odense står i stampe, viser ny opgørelse over prisudviklingen på lejligheder i Danmarks største byer
København er trendsætter, når det kommer til boligpriser på ejerlejligheder. I hovedstaden begyndte lejlighedspriserne at stige allerede i juli 2012, og først et halvt år efter kom de andre store byer på banen.
- Som det oftest er med storbyer og hovedstæder, lægger de linjen på boligmarkedet. Det er forventeligt, at de andre storbyer følger trop og lægger sig i slipstrømmen af den københavnske prisudvikling, siger kommunikationsdirektør Birgit Daetz, Boligsiden.dk.
Boligsiden.dk har undersøgt prisudviklingen på ejerlejligheder i København, Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg kommuner fra januar 2010 til i dag. Kurven for København er et halvt år foran de andre storbyer, men ellers følges de opad. Odense har som den eneste kommune ikke helt samme opadgående prisudvikling og ligger i dag med kvadratmeterpriser, der er på samme niveau som i december 2012.
Københavnere har overhalet aarhusianerne
København og Aarhus har længe skiftedes til at have de højeste kvadratmeterpriser på ejerlejligheder. Gennem de seneste to år har Aarhus haft føringen og har ligget op til 2000 kroner pr. kvadratmeter over priserne på københavnske lejligheder. København kom dog foran Aarhus med et mulehår i januar i år, og allerede i august lå København små 1500 kroner pr. kvadratmeter over niveauet i Aarhus.
- Det siger noget om den udvikling, der har været, og om hvad der er sket med priserne i København, at de nu ligger over de aarhusianske. Samtidig skal man huske på, at vi stadig er langt fra det prisniveau, der var før krisen, så selvom kurven er stejl, er vi stadig kun i gang med at følge op på det efterslæb, vi har trækkedes med efter krisen, siger Birgit Daetz.
Kvadratmeterpriser i storbyerne (gennemsnit, august 2013)
København: 26.772 kroner
Aarhus: 25.307 kroner
Aalborg: 15.875 kroner
Odense: 14.008 kroner
Esbjerg: 13.424 kroner
- kj