Moelven tjente 11 millioner

Moelven tjente 11 millioner

Moelvens driftsresultat endte på NOK 11 millioner for årets 2. kvartal. Det er betydeligt bedre end i 1. kvartal i år, men svagere sammenlignet med NOK 46 millioner i samme kvartal i fjor

Driftsindtægterne endte på NOK 2182 millioner, hvilket er på niveau med 2. kvartal året før (2186). Der er en stigning i driftsindtægterne for industrivaredivisionen Timber, stabile aktiviteter for byggevaredivisionen Wood og nedgang for projektdivisionen Byggesystemer.

Bedre pris for industritræ
Koncernchef Hans Rindal er glad for, at savværksdivisionen Timber igen har et positivt resultat.

- Bedre priser og en stærkere euro er to væsentlige faktorer. Samtidig er der forbedringer i driften på flere områder. Udviklingen ser ud til at fortsætte i tredje kvartal. Det giver også et godt grundlag for vores leverancer af træbaserede byggevarer til det skandinaviske marked, siger Rindal.

God position på byggevaremarkedet
Koncernchefen fortæller, at byggevaremarkedet er mere stabilt, fordi store andele går til renovering, ombygning og tilbygning (ROT).

- Vi fortsætter med at forbedre vores tilbud til byggevarehandelen med en kombination af et bredt spektrum af gode produkter og gode distributionsløsninger, siger Rindal. Han mener, at det giver en god markedsposition for byggevaredivisionen Wood, også i tider med lavere efterspørgsel.

Lavere aktivitet inden for nybyggeri i Sverige
Moelven oplever lavere aktivitet inden for nybyggeri i Sverige især på to områder – mindre behov for nye udlejningsmoduler og mindre leverancer af limtræ til småhusindustrien.

- Vores byggemodulvirksomheder har gjort et godt stykke arbejde med at etablere sig på lejlighedsmarkedet, og det betyder, at vi opretholder højere aktivitet end sidst, der var lav efterspørgsel på udlejningsmarkedet. Vi kan mærke nedgangen på markedet, men har stadig et positivt resultat, selvom det ikke er så højt. For limtræ har vi måttet tilpasse omkostningerne. Indretningsvirksomhederne leverer en større andel til ROT-markedet og har et tilfredsstillende resultat, siger Rindal.

Dyrekøbte erfaringer
Desværre er driftsresultatet præget af nedskrivninger af projekter i flere dele af Byggesystemdivisionen, men især inden for Moelvens elektrovirksomhed. Rindal forklarer, at Moelven Elektro AS nu er i sidste fase af nogle store projekter, som virksomheden ikke burde have påtaget sig med de gældende vilkår.

- Det belaster vores resultat i alt for høj grad og er desværre dyrekøbte erfaringer, siger han.

Rindal understreger dog, at der er mange meget dygtige medarbejdere i Moelven Elektro, som gennemfører leverancer, kunderne er godt tilfredse med.

- Moelven Elektro har foretaget en planlagt nedtrapning af denne projektvirksomhed og er nu nede på et aktivitetsniveau, som selskabet bedre er i stand til at håndtere, siger Rindal.

Sikrer råstof- og flisleverancer
På markedet for tømmer og fiberprodukter har afviklingen af papir- og celluloseindustrien i dele af Moelvens nærområder gjort det nødvendigt at forbedre adgangen til sidespor for jernbane samt øge lager- og lastkapaciteten for industriflis og cellulosetræ.

- Dette arbejde er godt i gang og sikrer råstoffer til og leverancer af flis fra alle tømmerforbrugende enheder i andet halvår. Effekten af dette på det lokale tømmermarked på sigt kendes endnu ikke, men i første omgang er det lykkedes os at håndtere det, siger Rindal.

Nedsat investeringshastighed
Koncernchef Hans Rindal siger, at koncernen nu i en længere periode har investeret mere, end der er tjent. Han ser det derfor både som muligt og nødvendigt at reducere investeringer i nyt udstyr.

- Vi har gennemført betydelige investeringer inden for industrikomponenter i første halvår og fokuserer nu på at få produktionen op at køre. I løbet af tredje kvartal vil vi også gennemføre betydelige investeringer i Moelven Valåsen AB, Moelven Vänerply AB og Moelven Eidsvold Værk AS. Fra og med fjerde kvartal vil vi derfor have reducerede investeringer og positiv likviditet, også med fortsat vanskelige markedsforhold. Der vil derfor fremover være fokus på salgs- og driftsforbedringer, siger Rindal.

-jk

12/7 2013
  • Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    Arbejdsmiljøpris i hus efter langt, sejt træk

    alle ›Et langsigtet, ambitiøst mål om 'nul ulykker' gennem en grundlæggende ændring af sikkerhedskulturen sikrer i år NCC Construction en pris i kategorien 'Arbejdsmiljø som strategisk element'
  • Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    Vil totalrenovere Hotel Hvide Hus i Aalborg

    alle ›Hotel Hvide Hus i Aalborg får ny ejer, og både værelser, konferencelokaler og restaurationsområder skal igennem en omfattende totalrenovering
  • Skoleelever til Skills Stafet

    Skoleelever til Skills Stafet

    alle ›500 elever, lærere og UU-vejledere til Skills Stafet i sidste uge, hvor vinderne til DM finalen blev fundet
  • Gyldent byhus hædret med to priser

    Gyldent byhus hædret med to priser

    alle ›Modernistisk byhus i Nyhavn, som forvandler udseende over døgnets timer er hædret med to arkitekturpriser
  • Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    Åbner afdeling i Aarhus pga. succes

    alle ›Med et stigende antal opgaver og omfattende projekter i Aarhus, satser JCN Bolig på østjysk nærvær. Totalentreprenørfirmaet fra Vildbjerg åbner kontor i Aarhus
  • Nyt brandspjæld med tre funktioner

    Nyt brandspjæld med tre funktioner

    alle ›Øland er nu klar med en komplet opdateret pakkeløsning, som automatisk overvåger og styrer brand- og røgspjæld i tilfælde af røg- og temperaturstigninger
  • Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    Sådan tjekker du dit solcelleanlæg

    alle ›Efter Sikkerhedsstyrelsen i går advarede solcelle ejere mod fare for livsfarlige stød og brand ved at have forkerte fejlstrømsafbrydere, kommer installatørenes organisation Tekniq med råd til solcelleejere
  • Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    Solcelleejere i fare for livsfarlige stød og brand

    alle ›Har du et solcelleanlæg, så tjek din fejlstrømsafbryder - den kan være forkert, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen, der advarer mod brand og livsfarlige stød