Orienteringsløbere får byggefirma som storsponsor
Entreprenørfirmaet Adserballe & Knudsen er ny sponsor for unge talentfulde orienteringsløbere i FIF Hillerød Orientering
Det 50 år gamle entreprenørfirma Adserballe & Knudsen har valgt at blive storsponsor for unge talentfulde orienteringsløbere i FIF Hillerød Orientering.
-I orienteringsløb forenes omtanke og fysisk træning, og den kombination passer godt til vores fokus på ansvar og kvalitet i arbejdet, siger adm. direktør Karsten Hjarsø, Adserballe & Knudsen og fortsætter:
-Vi glæder os til at se, at FIF i de kommende år kan fastholde placeringen blandt de bedste i Danmark og kan få motiveret flere unge til at løbe orienteringsløb.
Tøj og udstyr til talenter
Klubbens bedste talenter i 20’erne får tøj og udstyr til at deltage i internationale og danske stævner. Talentspirer på 10 år får løbetøj, som skal anspore dem til at træne seriøst. Den største gruppe er 13-16 årige, der har vist gode evner og arbejder målrettet. De skal over de næste 5-8 år udvikle sig til fremtidens topløbere. Orienteringsløbere topper i 23-24 års alderen.
-Adserballe & Knudsens støtte går til at udvikle de unge og lovende løbere i klubben, siger Bo Simonsen, næstformand i FIF.
Ens tøj signalerer holdånd
Bo Simonsen fortsætter:
-Løberne får ens tøj og udstyr og vil på den måde repræsentere klubben, når de er ude til stævner. Dermed kan vi skabe fællesskab og holdånd i en sport, der eller er meget individuel, og dermed gavne alle i klubben.
FIF Hillerød har godt 260 medlemmer, der løber orienteringsløb. FIF er aktiv inden for alle niveauer og i alle grupper fra nybegyndere over børn og unge til elite og ældre.
- jhn