Sønderlandsskole tættere på realisering
Holstebro Byråd har netop godkendt valget af Kjaer & Richter som totalrådgiver til ombygningen af Sønderlandsskolen i Holstebro
Det bliver arkitektfirmaet Kjaer & Richter fra Aarhus, der i samarbejde med underrådgiverne Søren Andersen Arkitekter, Rambøll Danmark og WAD Landskabsarkitekter skal være arkitekter og rådgivere på opførelsen af en ny Sønderlandsskole i det centrale Holstebro.
En fuldstændig enig bedømmelseskomite har vurderet og udpeget vinderprojektet blandt fem indsendte tilbud på totalrådgivning og skitseforslag. Kjaer & Richters tilbud var det projekt, der løste opgaven bedst med deres bud på fremtidens skole.
Tages i to etaper
Forud for indhentning af tilbud på totalrådgivning er der fra Sønderlandsskolen og Holstebro Kommunes side lagt et stort arbejde i planlægningen af byggeriet. Der er blandt andet afholdt møder og workshops, og undervejs i forløbet har eleverne også været inddraget i den kreative byggeproces.
Som man kan se på billedet, er to af de eksisterende skolebygninger bevaret og ombygget i projektet (markeret med gråt), mens de øvrige bygninger på den nuværende Sønderlandsskole nedbrydes.
Byggeriet er forudsat udført i to etaper, og der er godkendt en anlægsbevilling på kr. 82,2 millioner til udførelse af etape 1.
Nedbrydning af eksisterende bygninger starter efter planen i maj-juni 2014, og byggearbejdet begynder efter sommerferien 2014. Etape 1 forventes færdig i december 2015.
Konkurrenceforslag udstilles
Vinderprojektet blev præsenteret for Sønderlandsskolens ansatte torsdag eftermiddag. Elever og forældre kan se arkitektfirmaets forslag i uge 43 ved en udstilling på skolen.
Da der er tale om et skitseforslag, har bygherre mulighed for at forhandle om eventuelle justeringer og alternative løsninger af enkelte elementer i byggeriet. Udstillingsplancherne er derfor visualiseringer og ikke de endelige arkitekttegninger.
Samtlige modtagende konkurrenceforslag bliver udstillet i rådhushallen på Holstebro Rådhus fra mandag den 28. oktober 2013 til fredag den 1. november 2013.
- kj