Stålsatte stationer

Dristig brug af glas og stål giver tryghed og transparens til nye stationsbyggerier.

Af Niels Nielsen

Trippende skosåler på et glastag. 400 kilos glasplader ophængt i spinkle stålbeslag.

De nye Ringbanestationer omkring København udviser en dristig arkitektonisk udnyttelse af glas og stål. En moderne gentolkning af fortidens klassiske jernbanestationer i nutidens materialer.

I det daglige er den store brug af glas og spinkle stålprofiler dog først og fremmest en effektiv måde at gøre stationsmiljøet lyst, trygt og overskueligt for passagererne.

I 1847

Siden den første jernbanestrækning herhjemme blev åbnet i 1847 mellem København og Roskilde, har stationsbyggerier stået som symbol for det moderne fremskridt. I bygningerne udtrykt gennem anvendelse af tidens fremmeste arkitektur skabt med de nyeste materialer og teknologi.

Dette gælder også for stationerne til den nye Ringbane omkring København mellem Hellerup og Ny Ellebjerg Stationer. Gennem en dristig anvendelse af glas og stål er skabt nogle nutidige fortolkninger af de traditionelle stationsbygninger, der signalerer, at jernbanetransporten har en fremtid i det 21. århundrede.

En fodboldbane

Mest imponerende er den store Flintholm Station, der ligger, hvor Ringbanen krydser Metrolinien til Vanløse og S-toget mod Frederikssund. Stationen samler med et enkelt arkitektonisk greb de tre krydsende jernbanespor under et stort glastag.

En kæmpe stålkonstruktion, hvor otte store stålsøjler bærer et hængende glastag på størrelse med en fodboldbane i et slags omvendt parasolprincip.

Til tagfladen er der anvendt 1200 stykker delhærdet og lamineret glas med hver en vægt på omkring 400 kg. Glaspladerne er hængt op i tværgående dragere, så de overlapper hinanden som tagsten. Glasset understøttes på de to langsider af langsgående aluminiumsprofiler, der er fastgjort med særlige bolte, som minder om en krog.

Lyse og venlige

Den store brug af glas og stål fortsætter på de efterfølgende og noget mindre stationer på Ringbanen: KB hallen, Ålholm, Danshøj og Vigerslev Allé.

Dog i et mere nedtonet arkitektonisk utryk, hvor valget af glas og stål først og fremmest er en konsekvens af nutidens krav til stationsindretning.

- I designet af stationerne har udgangspunktet været at skabe nogle lyse og venlige stationer, som er rare at opholde sig på, fortæller projektleder Jørn Lindinger fra Arkitema, der har stået for den arkitektoniske udformning af de fire Ringbanestationer.

- Det afspejles i materialerne ved brug af glas, hvid beton og lysegrå granit i belægningen, men også af belysningen, hvor antallet af lux er oppe på det dobbelte af, hvad man normalt ville anvende.

Anvendelse af glas sammen med den store lysmængde gør, at stationerne bliver meget overskuelige. Både for at lette orienteringen for passagererne, men også for at undgå blinde vinkler for overvågningskameraerne, der af kriminalpræventive årsager er opsat på stationerne. Glasvæggene gør det muligt for passagererne at se og blive set, hvor end de befinder sig på stationen.

Fødder i loftet

Af de fem stationer skiller Danshøj Station sig ud ved også at være station på S-togslinien mod Høje Tåstrup. S-togsstationen er indrettet på det smalle stykke mellem liniens to jernbanespor og fremstår som langstrakt bånd af pavilloner i glas og stål med elevatorer og venterum.

Som en særlig detalje er glasset ført igennem, så det også udgør belægningen på perronens midterste del. På den måde trækkes dagslys ned i trappeopgangen mellem Ringbane- og S-togsstationen. En spektakulær effekt med trippende fødder som dekoration i loftet, der giver passagererne en ekstra oplevelse, mens de fordriver ventetiden.