Taggennemføring i et snuptag
En enhed, der vil aflaste håndværkerens arbejde med taggennemføring i f.eks. B6 og B9 eternitplader
Lumex A/S i Frederikshavn, som beskæftiger sig med ovenlyskonstruktioner, brandventilation, naturlig ventilation, røgskærme og røglemme er nu på markedet med et nyt produkt inden for taggennemføring. Lumex A/S kalder produktet E-200 - en enhed, der vil aflaste håndværkerens arbejde med taggennemføring i f.eks. B6 og B9 eternitplader.
Direktør, Berit Clausen fra Lumex A/S har store forventninger til det nye produkt: „E-200 har den egenskab i forhold til lignende produkter på markedet, at karm og inddækning findes i én og samme ramme. Det er nyt i Danmark, men har været kendt i udlandet gennem flere år.“.
Lumex A/S formål med E-200, er at rationalisere byggeprocessen og at forcere montagen på byggepladsen. Tagdækning og taggennemføring sker i én arbejdsgang og af samme håndværker, mens selve montagen hverken kræver specialviden, specialværktøj eller montagebeslag. Normalt involverer en taggennemføring flere håndværksfag, f.eks. tømrer/snedker, (der fremstiller og monterer en trækarm), en tagdækker (som monterer den tilsluttede tagdækning) og endelig en blikkenslager (som laver en inddækning i zink, bly eller aluminium).
„Dette er en både tidskrævende og dyr proces - dels selve håndværksarbejdet - men ikke mindst den ventetid der uvægerligt vil opstå, når faggrupperne indbyrdes skal koordinere deres indsats“ mener Berit Clausen og fortsætter „Med E-200 skal man ikke tilpasse tidsplanen efter flere arbejdssjak og man undgår derfor åbne huller i tagdækningen over længere tid, hvilket giver risiko for vandskader i den åbne konstruktion“.
Tekniske facts:
E-200 er udført af uorganiske materialer og kan ikke rådne eller danne grobund for mug eller skimmelsvampe. Karmen er udført i glasfiberarmeret polyester med indbygget 20 mm PU-isolering.
De indad eksponerede flader er forsynet med en hvid gelcoat. Enheden er varmeisoleret, så risiko for kondensdannelse på indersiden er elimineret.
De udvendige sider er med en UV-bestandig topcoat, som tåler vejrligets påvirkninger.
E-200 kan leveres kvadratisk eller rektangulær i forskellige størrelser og med flange for flere tagtyper. Den kan monteres på tage med hældning fra 0-45º. Højden er standard 200 mm, men der er mulighed for højere udførsel.
E-200 kan anvendes som karm for tagventilatorer, tagadgang, ovenlyskupler og røglemme med åbneautomatik.
Yderligere information kan fåes hos Lumex A/S på tlf.: 98 43 02 44