Tv: Bygningskultur gøres til folkesag
KPF Arkitekter og Brøgger Arkitekter medvirker i ny programserie om bygningskultur som sendes på DR1 fra tirsdag den 4. juni kl. 20.00
I programmet ”Bevar mig vel”, der sendes på DR1 fra tirsdag den 4. juni kl. 20.00, portrætteres syv familier fra hele landet, som er i færd med at istandsætte og ombygge deres fredede eller bevaringsværdige boliger.
Initiativet kommer fra Bygningskultur Danmark og er et led i missionen om at gøre bygningskultur til en folkesag, og meget glædeligt at bygningskulturen nu lukkes ind i danskernes stuer i primetime.
Værner om værdier
Marcelle Meier, Brøgger Arkitekter, og Noah Boe Whitehorn, Baumann Arkitekter, følger projekterne og bistår familierne med de arkitektfaglige udfordringer.
- Det er vigtigt, at vi værner om de værdier, vi har, og som skaber kvalitet i vores omgivelser. Når først en historisk bygning eller et historisk bymiljø er ødelagt, får vi det aldrig igen. Med programmerne håber jeg, at vi kan være med til at skabe en bred og folkelig debat om håndværk og gode løsninger, siger Marcelle Meier.
Formatet er udviklet af Elmstreet Media og tilrettelagt og produceret af Danmarks Radios historieredaktion.
Efter hvert program vil der på www.bygningskultur.dk findes supplerende materiale om de enkelte sager, herunder teknikker, materialer producenter mv.
Programmerne er udarbejdet med støtte fra Realdania, Grundejernes Investeringsfond, Åse og Ejnar Danielsens Fond, Dreyers Fond og Bygnings Frednings Foreningen (BYFO).
- kj