Vinder prestige-pris for arbejdet med kundedata
Brødrene Dahl løb med Årets Rambuk Kundeindsigtspris for arbejdet med programmet eService til landets VVS-installatører
Årets Rambuk er den store klassiske reklamepris i Danmark. Normal er det store brands inden for biler, teleselskaber med videre, der løber med opmærksomheden. Men i år var det altså VVS-grossisten Brødrene Dahl, der sammen med dialogbureauet Magnetix stod øverst på skamlen.
Kundeindsigtsprisen gives for det mest indsigtsfulde arbejde med at afdække forbrugernes, kundernes eller målgruppens motiver, vaner, behov, adfærd og valgkriterier, og her stod Brødrene Dahl stærkest for arbejdet med eService.
Baseret på behov og adfærd
Brødrene Dahl har kørt med eService overfor VVS-installatørerne siden marts 2013. Programmet eService indeholder alt fra gode tilbud specifikt til hver enkelt kunde, baseret på behov og adfærd, til rådgivning der udvikler den enkelte kundes forretning, samlet overblik over alle køb og aktuel viden om branchen. Og glæden over at vinde den prestigefyldte pris er da heller ikke til at tage fejl af hos Brødrene Dahl.
- Når man er en virksomhed med 30.000 kunder, mere end 150.000 varenumre og en onlineomsætning på ca. en halv milliard kroner, så er det en kompleks forretning. Derfor har det også været fantastisk at trække 31.000.000 kundetransaktioner fra de sidste tre år gennem data mining og få en enorm viden om vores kunders adfærd og behov. Det har gjort det muligt for os at personalisere vores kommunikation til kunderne, så vi kun ulejliger dem med noget, der er helt relevant i forhold til deres arbejde. Resultatet taler for sig selv. Med 70 pct. af markedet der husker vores markedsføring og en omsætningsvækst, der med de bedste kampagner rammer index 300, siger Anita Eckardt, marketingdirektør hos Brødrene Dahl.
-los