Konkurssager skaber bekymring på andelsboligmarkedet29 % af de adspurgte andelshavere er nervøse for deres forenings økonomi. Kilde: Andelsportalen.dk

Konkurssager skaber bekymring på andelsboligmarkedet

Andelsboligforeningen Bangsbohus kamp for at få lov til at begære sig konkurs, skaber utryghed blandt andelhaverne

I øjeblikket præges mediebilledet af beretninger om en håndfuld andelsforeninger, der forsøger at få lov til at opløse sig selv med en konkursbegæring. De fem omtalte foreninger tæller tilsammen omkring 200 familier, som alle kæmper med ekstremt høje boligafgifter og usælgelige andelslejligheder. Én af dem er AB Bangsboghus, der kæmper mod deres kreditor, Danske Bank, for at få lov til at gå konkurs.

De kriseramte foreninger er typisk stiftet i årene mellem 2005 og 2007, hvor ejendomspriserne stadig var på deres højeste. Efter finanskrisens indtog er foreningernes ejendomsværdi faldet så meget, at flere af dem er blevet teknisk insolvente. De skylder med andre ord flere penge end deres andele er værd og det har medført skyhøje boligafgifter, underskud på driftsplanerne og usælgelige andele.

Foreningerne ser derfor ingen anden udvej end at opløse sig selv og i stedet blive boende i deres boliger som almindelige lejere. Kreditselskaberne, der i sin tid lånte foreningerne penge, kæmper imod, fordi de frygter store finansielle tab, hvis det lykkes andelsboligforeningerne at blive erklæret konkurs. I tilfældet med Bangsbohus står foreningens kreditselskab, Danske Bank, til at miste 70 millioner.

Føler sig usikker
På Andelsportal.dk har man adspurgt mere end 2300 andelshavere om de er bekymrede for deres forenings økonomi. Afstemningen viser at 29 % af de adspurgte er bekymrede for deres andelsboligforenings økonomi. 13 % har svaret måske, mens 58 % har svaret nej til spørgsmålet om de frygter for deres forenings økonomi.

- Rundspørgen viser at der er rigtig mange andelshavere, der er nervøse for deres forenings økonomi. Vi ved at der også er et stort antal af foreninger, der har en sund økonomi, så derfor håber vi selvfølgelig ikke at de negative historier om andelsboligforeninger skaber utryghed blandt de andelshavere, som ikke behøver at bekymre sig. Er man nervøs for foreningens økonomi er det altid en god idé at gennemgå budgetter, lån og vedligeholdelsesplaner med foreningens bank eller administrator for at finde ud af, om man som forening har en reel årsag til at være bekymret, fortæller Maria Carlsen, kommunikationschef hos Andelsportal.dk.

Negativ omtale
I forbindelse med Bangsbohus' retssag fortæller boligøkonom fra Syddansk Universitet, Morten Skak, om de negative historiers indvirkning på andelsboligmarkedet.

- Hvis vi taler generelt om andelsboligmarkedet, så er det klart at negative historier om andelsboliger giver tilbageholdenhed hos potentielle købere og samtidig også faldende tryghed hos eksisterende andelshavere, siger han.

Omtalen af konkurssagerne har samtidig også medført at mange andelshavere er blevet mere opmærksomme på deres forenings økonomi.

- Med al den ballade og eksponering, der har været i medierne, er det min formodning, at andelshaverne i løbet af de sidste 3-4 år er blevet mere opmærksomme på deres forenings regnskaber, lån og gæld, tilføjer Morten Skak.

Kom ud af starthullerme
Hos Andelsportal.dk opfordrer man foreninger til ikke at lade sig skræmme af de negative fortællinger om de kriseramte foreninger.

- Faktum er, at mange andelsboligforeninger i kølvandet på den finansielle krise har udskudt vedligeholdelsesplaner og været påpasselige med at bruge penge på meget tiltrængte renoveringer. Vi spår, at de i den kommende tid vil komme ud af starthullerne og påbegynde nogle af de renoveringer, som deres foreninger har behov for - såfremt at de ikke bekymrer sig unødvendigt om deres forenings økonomi, siger Maria Carlsen fra Andelsportal.dk

-los

10/12 2013