70’er villa i nye klæderRenoveringsprojektet rummer stor eksempelværdi og står i skarp kontrast til trenden med, at 70’er-villaer i stigende grad nedrives til fordel for nybyggeri. Foto: Muusfoto

70’er villa i nye klæder

70’er huset er en truet boligtype og i dette projekt blev huset givet nyt liv med en renovering frem for at blive revet ned - projektet er nomineret til Renoverprisen

Kim Sejr, journalist

For at sætte fokus på god renovering vil BygTek præsentere alle projekter, der er indstillet til at modtage Renoverprisen i år.

Seks projekter er nomineret til Renoverprisen 2025 – og to projekter til Renoverprisens Specialpris.

Et af de indstillede projekter er en klassisk 70’er-villa med udsigt til Limfjorden - en etplansvilla med røde mursten fra 1973, diskret indlejret i terrænet.
Før renoveringen udnyttede huset ikke den fantastiske placering med fjordudsigt og det særlige lys.

Renoveringen tog derfor afsæt i ønsket om at orientere sig mod fjorden og skabe en mere åben og flydende overgang mellem boligens indre rum og naturen.

Samtidig var der en ambition om at bevare de oprindelige materialer og halvfjerdsermønstre og renovere med respekt for 70’er villaens karakteristiske æstetik.

Et af arkitektens centrale greb var at gentænke husets anatomi – i samarbejde med parret, som først flyttede ind for at mærke husets funktionalitet i praksis.

Det betød, at den oprindelige pistolgang er bevaret, fordi den viste sig at understøtte en hverdag med små børn. Kræfterne er i stedet gået til at transformere de mange små, afgrænsede rum, som kendetegner 70’er-villaens planløsning.

Fem separate rum blev omdisponeret til ét stort, åbent køkken-alrum, der i dag fungerer som boligens samlingspunkt. Denne omstrukturering blev udført i samarbejde med en statiker for at sikre stabile bærende konstruktioner.

Den bevidste sammenlægning af rum og zoneinddeling af køkken-alrummet er af Renoverprisens Nomineringsudvalg fremhævet som et særligt forbilledligt greb, der demonstrerer, hvilke resultater der kan opnås gennem kvalificeret tværfaglig rådgivning og villighed til at bruge, det man allerede har.

Indramning af landskab

Projektet arbejder bevidst med overgangen mellem natur og bolig. I køkken-alrummet er et stort rektangulært vindue mod fjorden indsat – ikke kun som lyskilde, men som en indramning af landskabet. Vinduet fungerer som et levende maleri, hvor årstidernes skiften kan følges fra boligens hjerte.
I naturlig sammenhæng med stuen, er der etableret en overdækket terrasse, som både forlænger huset og skaber en flydende overgang mellem ude og inde – endnu et greb til at komme tættere på naturen.

Samtidig er der tilført massive træelementer – vinduer og beklædning – både ude og inde, hvilket skaber en materialemæssig kontinuitet. Materialerne er nøje udvalgt med fokus på at understrege en gennemgående sammenhæng i hele huset. Det betyder, at både nyt og eksisterende fremstår som en afstemt helhed, der viderefører 70’er-husets arkitektoniske identitet.

Parter bag projektet:

Nordpil Arkitekter
PS gulv og byg

Udtalelse fra Nomineringsudvalget

Nomineringsudvalget har lagt vægt på, at dette renoveringsprojekt rummer stor eksempelværdi og står i skarp kontrast til trenden med, at 70’er-villaer i stigende grad nedrives til fordel for nybyggeri.

Denne ofte undervurderede boligtypologi udgør en væsentlig del af Danmarks nyere bygningskultur, men er under pres – ikke blot på grund af økonomiske incitamenter, men også som følge af en udbredt fejlopfattelse af husenes arkitektoniske og materialemæssige potentiale. Der er tale om en levende kulturarv, som risikerer at forsvinde, hvis den ikke aktivt tænkes ind i nutidens bolig- og renoveringspraksis.

Projektet demonstrerer desuden en klar forståelse for cirkulær renovering.

Der er arbejdet bevidst med genbrug af både husets egne materialer og tilførte genbrugselementer fra andre byggerier – eksempelvis et glasparti fra en anden 70’er-villa, mens et loft, som ikke kunne indgå i den nye løsning, er solgt videre til andres genbrug.

Husejerne har derudover bevaret centrale taktile elementer som de karakteristiske grønne Höganäs-fliser på badeværelset og de oprindelige Hasle-klinker lagt i forbandt i entré og køkkenalrum.

Samtidig er der tilført massive træelementer – vinduer og beklædning – både ude og inde, hvilket skaber en materialemæssig kontinuitet. Materialerne er nøje udvalgt med fokus på at understrege en gennemgående sammenhæng i hele huset. Det betyder, at både nyt og eksisterende fremstår som en afstemt helhed, der viderefører 70’er-husets arkitektoniske identitet.

Har du andre gode og forbilledelige eksempler på renoveringer og/eller transformationer, så kontakt gerne redaktionen herom: kis@odsgard.dk

 

4/6 2025