Arkitekter slår sig sammen
Thing Brandt Landskab og CCO Arkitekter slår sig sammen, så de to discipliner mødes og påvirker hinanden positivt
Fremtidens udfordringer kræver at bygninger og landskaber bliver tænkt sammen fra starten. Derfor slår Thing Brandt Landskab og CCO Arkitekter sig sammen, så de to discipliner mødes og påvirker hinanden positivt. Det betyder, at de kan kvalificere hinandens arbejdsmetode og helhedsorienterede tilgang – både i interne og eksterne samarbejder, skriver de to virksomheder i en meddelelse.
Thing Brandt Landskab bliver en del af CCO Arkitekter. Kathrine Brandt bliver en del af ejerkredsen hos CCO. Marie Thing fortsætter i virksomheden med projekter.
-Vi kommer til CCO med vores egen faglighed, har en stor faglig bredde og stærke kompetencer indenfor alle faser.
Det er vores fælles ambition, at vi skal føre dette arbejde videre som hidtil og dermed fortsat løse egne landskabsopgaver, have samarbejder med ingeniører og andre arkitekter og samtidig opdyrke vores fælles samarbejde, siger Kathrine Brandt.
Ambitioner for fremtiden
Fremtidens byggeri og byrum kræver, at vi har et fælles værdisæt og at vi arbejder tættere sammen, stiller klogere spørgsmål og udvider vores forståelse af, hvad arkitektur egentlig er. Det handler om at finde fælles svar. Denne tilgang udvikler fagligheden hos medarbejderne og i projekterne.
-Vores motivation er at lære af hinanden og løfte vores faglighed. Vi tror på nærvær, grundighed og fælles ansvar. Landskabet og klimaet har en større og større indflydelse på, hvordan bygningerne i fremtiden skal kunne performe – så vi synes, det er naturligt at tænke landskab og bygninger endnu tættere sammen, siger Mikkel Hermann Sørensen, partner i CCO Arkitekter.
I landskabsarkitekturen eksisterer der ikke bar mark projekter. Den tilgang er lige så aktuel i forhold til bygningsarkitekturen, hvor transformationer og moderniseringer bliver mere og mere nødvendigt. Det er grundlagt for, at vi sammen vil gentænke, hvordan vi udvikler steder ud fra det, der allerede er.
Løsninger i alle skalaer
Med sammenslutningen bliver landskabsarkitekturen en selvstændig faglig enhed i CCO og en drivende del af udviklingen.
Det betyder også, at både arkitektur og landskab fremadrettet stadig vil samarbejde med andre arkitekt- og landskabstegnestuer – for det er en del af begge virksomheders kultur at samarbejde på kryds og tværs af branchen.
Den samme tanke gjorde sig gældende i 2024, da CCO Arkitekter overtog RITA Arch med speciale i interior design, workspace planning og interior arkitektur.
Ambitionen er, at der fra den helt lille skala til den store og fra inde i bygningerne til landskabet uden for skal skabes en stor synergi og sammenhæng, så fagligheden på alle niveauer bliver styrket.
-kis