Dansk arkitekfirma vinder udviklingsplan for tjekkisk industriområde

Dansk arkitekfirma vinder udviklingsplan for tjekkisk industriområde

Udviklingen af det tidligere Žofinka jernværk skal ske med fokus på blandede funktioner og en inkluderende bystruktur, der fremmer social interaktion og grøn diversitet

ADEPT er blevet kåret som vinder af masterplanen for udviklingen af det tidligere jernværk Žofinka i en af Tjekkiets største byer, Ostrava, oplyser arkitektfirmaet i en meddelelse.

Projektet er et af de største enkeltstående udviklingsprojekter i byen og vil i løbet af de næste 20 år omdanne det tidligere industriområde til et livligt og ressourcebevidst blandet
bymiljø. En del af opgaven bliver at formgive områdets første 300 boliger.

Med afsæt i en helhedsorienteret dansk byudviklingsmodel er den vindende masterplan for Ostravas nye bykvarter – udviklingen af det tidligere Žofinka jernværk – formet med fokus på blandede funktioner og en inkluderende bystruktur, der fremmer social interaktion
og grøn diversitet.

Det 20 hektar store udviklingsområde ligger kun få minutter fra byens centrum direkte ovenpå det tidligere slaggebjerg fra det lokale jernværk.

Planen er udviklet som et forbillede for, hvordan tidligere industrigrunde kan gentænkes som inkluderende og klimatilpassede bykvarterer ved at integrere landskab, mobilitet, boliger og kulturarv forankret i stedets DNA.

Udviklingen understøttes af klare arkitektoniske retningslinjer og governance-rammer, der skaber rum for innovation uden at gå på kompromis med områdets overordnede sammenhæng med by og region.

Med særligt fokus på byrum af høj kvalitet, varierede boligtyper og støttende funktioner samt en glidende integration med både nærliggende kvarterer og det omkringliggende landskab, blev det vindende forslag udvalgt blandt 29 konkurrerende teams.

Ifølge Martin Laursen, partner og medstifter af ADEPT, vil det transformerede område forbinde de grønne kvaliteter i nærområdet med storbyens skala og stedets industrielle fortid og dermed skabe et attraktivt kvarter.

-Masterplanen er inspireret af stedets særlige topografi og historie, og er formet med en menneskelig skala – hvor boligkarréer med grønne gårdrum definerer en attraktiv byplan med landskabskvaliteter og en bred vifte af offentlige rum, som de naturlige mødesteder
i området, forklarer Laursen om planens bærende principper.

-kis

11/8 2025