
Ikonisk ejendom bliver kontorhotel
Helmerhus på Rådshuspladsen tager et stort skridt mod bygningens genåbning i 2026 med kontorhotels-firma som første ankerlejer i de historiske rammer
Den over 130 år gamle Helmerhusbygning på Rådhuspladsen har de seneste år gennemgået en
omfattende forvandling.
Facaden restaureres nænsomt tilbage til sit oprindelige arkitektoniske udtryk, mens de indvendige arealer moderniseres og indrettes til kontorer, lejligheder, butikker,
restauranter og caféer.
Nu tager bygningen et markant og vigtigt skridt mod genåbningen i 2026. Kontorhotels-virksomheden Ordnung bliver den første og største lejer, når de overtager ca. 9.000 kvm.
I foråret 2023 indgik Hoffmann kontrakt med Square Copenhagen, der en del af det tyske ejendomsselskab Proteus, om at renovere og ombygge den mere end 130 år gamle bygning Helmerhus på Rådhuspladsen i København for 580 millioner kroner.
Facaden restaureres tilbage til sit oprindelige arkitektoniske udtryk, mens de indvendige arealer moderniseres og indrettes til kontorer, lejligheder, butikker, restauranter og caféer.
Bygningen genåbnes i 2026, og kontorhotels-virksomheden Ordnung bliver den første og største lejer, når de overtager cirka 9.000 kvadratmeter fordelt på bygningens 1.-3. etage.
Dermed sætter Ordnung sig på omtrent 60 procent af bygningens samlede kontorareal.
Ordnung, der allerede driver en række kontorhoteller på centrale adresser i hovedstadsområdet, vil i samarbejde med Overbyen Arkitekter indrette fleksible og servicerede kontorløsninger til både små og store virksomheder i Helmerhus.
– Vi oplever stigende efterspørgsel på fleksible, centralt beliggende kontorer af høj kvalitet. Helmerhus er udviklet med stor respekt for husets historiske rammer og ombygges i et kvalitetsniveau vi ikke ser mange andre steder i København, udtaler Anders Andersen, administrerende direktør i Ordnung.
Hos den tyske ejendomsudvikler Proteus glæder administrerende direktør Jürgen Büllesbach sig over aftalen med Ordnung.
– Det har været afgørende for os at finde en langsigtet lejer, der kan matche og underbygge den kvalitet, som vi har ønsket for projektet. Med Ordnung som lejer, sikrer vi et internationalt miljø i huset og kan samtidig tilbyde vores kommende lejere for 4.-6. sal det serviceniveau, som ordnung er kendt for, udtaler Jürgen Büllesbach.
Med indgåelsen af aftalen, kan der nu arbejdes videre mod udlejningen af bygningens øvrige 6.500 kvadratmeter fordelt på bygningens 4.-6. sal. Derudover fortsættes udlejningen af ejendommens stueetage til restauranter, caféer og butikker.
Det transformerede Helmerhus forventes at være indflytningsklar i midten af 2026.
-kis