Daloc
Kunsten er en del af Børsens identitet Der er næppe tvivl om, at Krøyers børsmaleri vender tilbage til sin historiske plads. I øjeblikket er det udlånt til Skagens Museum

Kunsten er en del af Børsens identitet

Det var dansk kulturarv, der blev flammernes bytte, da den legendariske Børsbygning brændte. Genopbygningen er i fuld gang, og nu skal udsmykningen af bygningen gentænkes

Af Dan Bjerring

Da Børsen stod i flammer, blev der organiseret en gigantisk redningsaktion, der sikrede, at mere end 90 procent af bygningens kunstværker blev reddet – ikke mindst Krøyers legendariske Børsbillede.

Mange kan stadig huske tv-optagelserne, da Dansk Erhvervs administrerende direktør dels løb ind i den brændende bygning og deltog i bjærgningen af kunsten, og dels siddende på jorden med et ringbind kunne redegøre for prioriteringen af indsatsen.

Kunst På Arbejde
Men det er ikke sikkert, at alle kunstværkerne vender tilbage til den genopbyggede Børsbygning. Der er nemlig nedsat en styregruppe, som i samarbejde med Dansk Erhverv og

”Kunst På Arbejde” skal stå for den kommende kunstindsats for Børsen.

Side om side med Børsens ikoniske arkitektur med Christian 4.s dragespir og Dansk Erhvervs eksisterende kunstsamling, der repræsenterede et sprudlende handelsliv, skal Børsens fremtidige kunstneriske udtryk også afspejle samtiden og de temaer og værdier, der optager dansk erhvervsliv i dag.

En del af Børsens identitet
Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen understreger, at kunst er en del af Børsens identitet:

- Sådan var det før den tragiske brand, og sådan bliver det igen. Kunst er dynamisk og levende, ligesom Børsen og Dansk Erhverv er det.

- Samtidig kan kunsten også være et værktøj for erhvervslivet til at skabe et inspirerende arbejdsmiljø, fremme trivsel og understøtte kreativitet og innovation. Det er et vigtigt budskab, som vi også ønsker at give videre, siger han.

Forventes at stå færdig i 2029
Det ligger endnu ikke fast hvilke kunstnere, der bliver en del af projektet. Men det bliver nogle af samtidens dygtigste kunstnere inden for hver deres felt og praksis. De første kunstnere forventes præsenteret i medio 2026.

Planerne for kunstens udfoldelse i Børsbygningen udvikles i samarbejde med Praksis Arkitekter, der står for det indvendige arkitektoniske arbejde, samt VMB Arkitekter og Slots- og Kulturstyrelsen.

Det nye Børsen forventes at stå færdigt i 2029.

Fakta
Kunstindsatsen for Børsen vil særligt fokusere på følgende områder:

• Permanent bygningsintegreret samtidskunst og specialtegnet interiør

• Børsens historiske værker i dialog med samtidskunsten

• Skiftende samtidskunstudstillinger med aktuelle temaer og fremtidige perspektiver

• Offentligt kunstformidlingsprogram og publikation om kunsten i det nye Børsen

Styregruppen for kunstindsatsen
• Brian Mikkelsen – Adm. direktør, Dansk Erhverv

• Praksis Arkitekter – Partner, Mette Tony

• Tanya Lindkvist – Direktør, Kunst på Arbejde

• Ulla Tofte – Direktør, Frederiksborg

• Astrid La Cour – Direktør, Statens Museum for Kunst

• Henrik Plenge Jakobsen – Billedkunstner

• Lars Daugaard Jepsen – Vicedirektør, Dansk Erhverv

12/11 2025