ÆREDE PUBLIKUM! - Årets Farvepris tildelt den ikoniske Cirkusbygning
Det bliver projektet, ”Cirkusbygningen – restaurering og farvesætning”, der modtager årets farvepris.
Af Dan Bjerring
Tusinder af københavnere, der var børn i 1950-erne og 1960-erne, husker stadig, når den stateligt klædte og mangeårige sprechstallmeister Werner von Knipschildt, råbte:
- Ærede publikum! Velkommen i Cirkus Schumann!
Dengang var det årlige besøg til forestillingerne i Cirkusbygningen blandt højdepunkterne om sommeren – om vinteren var bygningen biografen World Cinema.
Lige siden indvielsen for 140 år siden - 8. maj 1886 - har den ikoniske bygning på Jernbanegade i København dannet rammen om varietéer, shows og cirkus – faktisk er Cirkusbygningen den ældste af sin slags i Europa.
Nedbrændte næsten i 1914
1886 – 1914 blev bygningen anvendt af blandt andre det tyske Cirkus Renz, men i 1914 brændte bygningen næsten totalt nedbrændte i.
Efter genopbygningen i 1918 overtog den berømte cirkusfamilie Schumann driften. Og det varede indtil 1969 – dog med en pause fra 1938 til 1942 på grund af krigen.
Fra 1970 til 1990 var det Nordens største cirkus Benneweiss, der overtog manegen.
Samtidig med, at cirkus ophørte i København sluttede også en institution i Tivoli – plæneforestillingerne – hvor det ofte var artisterne fra cirkus, der havde ekstra oprædender dagligt flere gange på plænen.
Renoveret indvendig 1983
Der har flere gange været planer om at rive Cirkusbygningen ned for at bane vej for andet byggeri, men det er blevet standset af protester fra vrede københavnere og en fredning i 1988.
I 1983 blev Cirkusbygningen indvendigt renoveret og ved den lejlighed farve- og lyssat af den verdensberømte danske arkitekt, Verner Panton.
Cirkusbygningen og Verner Pantons arbejde blev fredet, men trods fredningen var Verner Pantons arbejde arkitektonisk blevet svækket med årene.
Unikt arbejde genskabt
Nu har projektet, ”Cirkusbygningen – restaurering og farvesætning” genskabt det unikke arbejde, og i begrundelsen for tildelingen af Farveprisen 2026 hedder det blandt andet:
- Projektet har ført Cirkusbygningen tilbage til sin oprindelige styrke og identitet, ikke som en 1:1-rekonstruktion, men som en kreativ og fagligt funderet revitalisering, der forener kulturhistorie, nutidig brug og kompromisløs kvalitet i farvesætning og malerarbejde…
Som at træde ind i farvecirkel
Ved overrækkelsen roste Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, som også er formand for Farvepriskomitéen, årets vinder:
- Cirkusbygningen er som at træde direkte ind i farvecirklen. Verner Pantons farver er gennemført genskabt i den gamle cirkusbygning. Fra den græsgrønne vestibule til den røde, varme omfavnelse i foyeren. Men farverne står ikke alene – restaureringen rækker videre.
- Belysning, tekstiler og møbelklassikere komplementerer oplevelsen og gør det fagligt bevidste og stilsikre arbejde til noget ganske særligt.
Renoveringen af Verner Pantons eneste, tilbageværende danske værk står forbilledligt og veludført for eftertiden…
Ambitiøst arbejde af dygtige fagfolk
Cirkusbygningen ejes af Balder CB A/S. Wallmans A/S har siden 2003 lejet sig ind i Cirkusbygningen og holdt dinnershows i kuppelsalen.
Denne har dog ikke været en del af det præmierede projekt.
- Prisen er en stor anerkendelse af det ambitiøse arbejde, der er lagt i restaureringen, og af alle de dygtige fagfolk, der har bidraget til at bringe Cirkusbygningens farver, lys og sjæl stærkt tilbage, siger Christian Sunn, administrerende direktør i Cirkusbygningen.
Farveprisen er indstiftet af Danske Malermestre, og det er 20. gang, prisen, som er på 50.000 kroner, bliver overrakt.