Stoleleg hos Lytt - ny partner findes internt
Jacob Fischer udtræder af partnerkredsen efter 25 år, og Niels-Christian Mariager Pedersen udnævnes samtidig til associeret partner
Efter mange år som en drivende kraft i partnerkredsen har Jacob Fisher besluttet at give stafetten videre. Han har spillet en central rolle i udviklingen af Lytt, og været med til at forme tegnestuens faglige profil, værdier og retning – og hans aftryk vil fortsat kunne mærkes i både kultur og projekter.
Jacob Fischer fortsætter på tegnestuen som kreativ chef på en række igangværende opgaver og vil fremover især bidrage til tegnestuens kulturarvsprojekter.
- Partnerrollen har været meningsfuld og meget givende, og det har været en stor del af mit professionelle liv. Nu ser jeg frem til at koncentrere mig om det, jeg brænder mest for – den kreative proces og de projekter, der former vores faglige identitet, siger Jacob Fischer.
Jacob Fischer var ansat som landskabsarkitekt hos Ginman Harboe Borup fra 1999 og overtog tegnestuen i januar 2001 sammen med Torben Møbjerg og Morten Weeke Borup under navnet GHB Landskabsarkitekter.
I sommeren 2020 fusionerede GHB Landskabsarkitekter med Møller & Grønborg og blev til Lytt Architecture.
Sideløbende med tegnestuearbejdet er Jacob Fischer aktiv i forskellige faglige sammenhænge:
Medlem af Det Særlige Bygningssyn
Medlem af HLU, der indstiller landskabsværker til fredning
Medlem af det europæiske landskabsråd, der årligt uddeler European Garden Award
Ekstern censor og forelæser ved Københavns Universitet, Life
Fagdommer i et stort antal konkurrencer
Jacob Fischers udtræden markerer samtidig et naturligt skifte i ledelsen og giver plads til, at Niels-Christian Mariager Pedersen kan indtræde som associeret partner i virksomheden.
- Det er et helt særligt kapitel, der rundes af, når Jacob træder ud af Lytts ledelse. Han har været en central person i tegnestuens udvikling og har med sin faglighed, dedikation og blik for arkitektonisk kvalitet sat et stærkt aftryk på den måde, vi arbejder og tænker landskabsarkitektur på.
- Det er med stor respekt og taknemmelighed, at vi markerer denne overgang –og med fuld tillid til, at den nye partnerkonstellation vil styrke tegnestuens videre udvikling.
- Med Niels-Christian som associeret partner får vi nye perspektiver og energi i ledelsen, som bygger videre på det solide fundament, som Jacob i høj grad har været med til at skabe, siger Torben Møbjerg, Partner og vicedirektør i Lytt. Han fortsætter:
- Niels-Christian har i mange år været en vigtig drivkraft hos Lytt – både i projekterne og i for kulturen på tegnestuen. Han har en bred faglig profil og varetager både store byplanlægningsopgaver såvel som projektering af bl.a. byrumsprojekter.
- Samtidig har Niels-Christian en stærk forståelse for det udførelsesmæssige og bidrager desuden med stor viden og erfaring inden for transformation og materialegenanvendelse – et fagligt fokusområde, som vi arbejder målrettet med og som vi ønsker at styrke yderligere fremadrettet.
Niels-Christian Mariager Pedersen er landskabsarkitekt fra KU og har været ansat hos Lytt siden 2014. Senest har han bl.a. spillet en stor rolle i forbindelse med udviklingsplanen for København Syd By og som sagsarkitekt på byrumsprojektet Sundbyvester Plads på Amager.
Aktuelt arbejder han på nogle af tegnestuens storskala landskabsprojekter.
- Vi står stærkt fagligt og har et dedikeret hold, og jeg ser frem til at arbejde endnu mere strategisk med både projektudvikling og vores fortsatte positionering som en fagligt stærk og værdidrevet tegnestue, udtaler Niels-Christian Mariager Pedersen.
Lytt Architecture ledes i dag af syv partnere:
Mads Tenney Jordan
Torben Møbjerg
Julie Kaalby Bjerre
Morten Weeke Borup
Karen Marie Fisker Langkjer
Anne Hartvig Mogensen
Tine Vogt
-dc