Stor industrigrund er snart færdig bydel

Stor industrigrund er snart færdig bydel

Byggeri af 34 rækkehuse markerer begyndelsen på afslutningen af Dalum Papirfabriks transformation fra stort industriområde til moderne bydel

Der står allerede 29 færdige rækkehuse i Dalum Papirfabrik, og til næste sommer får de selskab af yderligere 34 indflytningsklare af slagsen.

MT Højgaard – der står bag transformationen af området i det sydvestlige Odense – trykker nemlig nu på knappen og opfører de sidste 34 rækkehuse i Dalum Papirfabriks Papirrækkerne, hedder det i en meddelelse.

-Nu sætter vi slutspurten ind og sætter gang i byggeriet af Papirrækkernes sidste 34 boliger. Vi mærker fortsat stor efterspørgsel på at bo i Dalum Papirfabrik, og vi ser frem til at gøre arbejdet færdigt, siger Johnny Sørensen, projektudviklingsdirektør i MT Højgaard Danmark.

Alle boliger solgt på nær én

Rækkehusene forventes at stå klar sommeren 2026, og de nye boliger vil få en størrelse på mellem 90 og 130 m2. Alle boliger kommer med altan, terrasse, egen private parkeringsplads og en attraktiv beliggenhed tæt på Odense Å.

Ud af de 29 rækkehuse, der allerede er opført i Papirrækkerne, er de 28 af dem solgt, så ejendomsmægler Peter Schultz fra Nybolig Palle Jensen Odense, der kommer til at stå for salget, er meget fortrøstningsfuld.

-Vi har hele tiden oplevet en vedvarende og alsidig interesse for at bo i Dalum Papirfabrik, så vi glæder os til at være med til at sælge de sidste boliger herude.

Det er klart, at det faktum, at boligerne kan sælges som færdige boliger med indflytning næste sommer frem for som projektsalg, kun gør boligerne endnu mere attraktive, siger Peter Schultz.

Byggeriet af de 34 rækkehuse markerer samtidig begyndelsen på afslutningen af Dalum Papirfabriks transformation fra stort industriområde til moderne bydel.

Sammen med liebhaverlejlighederne i Hollænderhuset er rækkehusene således de sidste boliger, der mangler at blive bygget i området, som gennem mere end et århundrede husede en af Odenses mest ikoniske industriarbejdspladser.

-Der venter stadig en del arbejde forude, og vi er ikke i mål endnu, men vi kan da skimte målstregen. For hver dag tager bydelen form, og vi glæder os meget til at aflevere en helt færdig bydel til odenseanerne i løbet af 2026, siger Johnny Sørensen.

-kis

1/6 2025