Renault Trafic får maksimum stemmer og er Van of the Year 2027
End ikke BygTeks bilskribent havde drømt om, at Renault Trafic ville gøre rent bord ved kåringen som Van of the Year 2027. Bilen ventes at komme til Danmark til næste år
Jørli Petersen
Det gik helt som ventet. Den nye Renault Trafic i skikkelse af en model E-Tech er netop kåret som Van of the Year 2027.
Da den internationale jury offentliggjorde listen over nominerede, var vi ikke i tvivl. Vi udråbte forleden Renault Trafic til storfavorit, og da stemmerne blev talt op, havde samtlige 26 medlemmer af den europæiske jury den nye Trafic som årets nummer et.
Så vidt vi kan finde tilbage i historien, er det ikke sket tidligere, så ny Trafic er ikke blot en vinder, den er braget ind på førstepladsen.
Hvem er så de uheldige, der må indtage de efterfølgende pladser?
Årets nummer to er den model, vi af lethedshensyn kalder for Citroen Berlingo light, eller Berlingo ProOne.
En ny, lidt anderledes og lidt mindre varebil fra Stellantis, der sælger deres biler med en række navneskilte som Fiat, Opel, Peugeot og Vauxhall, men uanset bilens logo for og bag er det den nye lille ProOne, der er årets nummer to.
På en delt placering som nummer tre finder vi en kinesisk varebil.
Det er den nye Farizon V7E, en 3-ton Transporter-konkurrent fra det nye kinesiske bilmærke, og den nye kineser må dele pladsen som nummer tre med den opdaterede Volkswagen Caddy, der overrasker, selv om bilen i sig selv ikke indeholder ret meget nyt.
Om den nye Trafic E-Tech kan vi oplyse, at bilen først forventes at komme til Danmark tidligt i 2027, men allerede i løbet af oktober er den danske importør klar med priser og endelige specifikationer på de danske udgaver af ny el-Trafic.