10 millioner Tietgen-kroner til udvikling af Skills
DM i Skills, der åbnes af Kronprins Frederik torsdag i Fredericia, er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, og i år deltager omkring 300 unge
Af Dan Bjerring
Christiansborg
DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise ikke mindst folkeskoleeleverne erhvervsuddannelsernes mange og spændende muligheder.
Fremover bliver der endnu bedre muligheder for at opleve de bedste erhvervsskoleelever rundt om i landet, efter at Tietgenfonden har skænket 10 millioner kroner til at sikre, at der kan være flere mindre værtsbyer, ligesom der skal skabes ny fokus på unge voksne i gymnasierne, unge på efterskolerne og unge elever som ikke er kommet i gang med en uddannelse endnu.
Voldsom udvikling
DM i Skills har gennem de sidste 12 år udviklet sig fra at være en mindre udstilling af fag og konkurrencer til at blive en kæmpe fest for erhvervsuddannelserne, hvor godt 50 fag hvert år kæmper om medaljer og mere end 20 fag demonstrerer deres kunnen.
Det faglige mesterskab har efterhånden vokset sig så stort, at det i dag kun er København, Fredericia, Herning og Aalborg, der har faciliteter til at arrangere et så stort event som DM i Skills.
Nye virkemidler
Men skal Skills have mulighed for at besøge de områder af landet, der ikke nødvendigvis er vant til at afholde store events, kræver det en ny organisering, nye virkemidler og et bredere blik på både målgrupper og værtsbyer.
Med den nye støtte fra Tietgenfonden er udviklingen for DM i Skills sikret en god platform, men det vil stadig kræve opbakning fra en lang række aktører at kunne tilbyde mindre kommuner den faglige fest og fokus på erhvervsuddannelserne.
Virkelyst og vækst
Tietgenfonden har til formål at fremme virkelyst og vækst i dansk erhvervsliv og har fokus på at være med til at synliggøre erhvervsuddannelsernes kvaliteter og muligheder overfor de unge.