40.000 ton kartoflerDen nye Manitou MLT841-145 PS+ teleskoplæsser klarer op til 4100 kg ad gangen og har en løftehøjde på over 7 meter.

40.000 ton kartofler

En splinterny teleskoplæsser fra Manitou skal bruges til at læsse ton efter ton af kartofler til chips, der bliver solgt i hele Skandinavien og flere steder i Europa

Halvandet kilo er en ganske anvendt mængde i standardposen, når man køber kartofler i supermarkedet. Dem skal man så flytte små 27 mio. af for at nå op på siden af Erik Thorsens nye Manitou-teleskoplæsser. Totalt håndterer maskinen nemlig i omegnen af 40.000 ton kartofler i løbet af et års tid. 40.000.000 kilo.

Erik Thorsens kartofler skal ikke hjem i køkkenvasken og håndskrælles. Han og hans medarbejdere sørger for, at rodknoldene bliver grundigt vasket, optisk sorteret og kvalitetskontrolleret, hvorefter de er klar til at forlade fabrikken i Sunds ved Herning.

Thorsens Chipskartofler A/S leverer ikke kartoffelchips, men kartofler, der bliver til chips. Andre tager sig af at skære kartoflerne i tynde skiver, friturekogningen og de øvrige manøvrer, før de færdige chips puttes i de kendte poser. Med havsalt, med sourcream, som grill-chips, som hot-sweet chili-chips eller som en af de mange andre varianter. Erik Thorsen modtager kartoflerne fra hovedsagelig fast tilknyttede avlere, behandler dem, og ser dem forlade fabrikken på lastbiler på alle tider af døgnet.

Ind på bånd – ud med Manitou
- Totalt forventer vi at omsætte omkring 150.000 ton i sæsonen 2021-2022. Vi lagrer 40.000 ton kartofler, som lægges ind på lageret og tages ud igen. Det er det, vores nye Manitou MLT841-145 PS+ teleskoplæsser klarer. Kartoflerne køres ind i produktionen på bånd og ud med Manitou. Sådan fungerer det godt, og den nye læsser har afløst en anden af et andet mærke, fordi vi bare ville prøve noget andet. Derfor fik vi distriktschef Hugo Sterring hos Scantruck til at levere en Manitou. Det er samme maskinfører, der kører maskinen det meste af tiden, og jeg har ikke hørt klager over, at vi har skiftet maskinmærke, siger Erik Thorsen.

Teleskoplæsseren løfter op til 4100 kg og har en løftehøjde på 7,6 meter. Den er udstyret med en specialskovl fra KST i Kølkær på den anden side af Herning. Maskinen flytter de mange millioner kartofler og sørger for, at der kontinuerligt er nye forsyninger til vask og sortering inden den endelige kvalitetskontrol.

Thorsens Chipskartofler leverer til stort set samtlige chips-fabrikker i Skandinavien. Tillige sender virksomheden ved Sunds kartofler til de baltiske lande, og i 2012 kom også det italienske marked med.

- Det gjorde vi ganske godt. Efter tre-fire år var vi den største eksportør af chipskartofler til Italien. Nu er vi lige startet på Grækenland, fortæller Erik Thorsen.

-dc

2/3 2022